Rusland erklærer sig fri af aftale om atomvåben med USA

4. FEB 2026 • 20:39UDLAND

Flere har advaret om risiko for våbenkapløb, når atomaftale mellem USA og Rusland onsdag udløber.

Rusland ser ikke længere sig selv som værende forpligtet af New START-traktaten, der sætter grænser for antallet af strategiske atomsprænghoveder.

Det oplyser det russiske udenrigsministerium i en pressemeddelelse.

Med udgangen af onsdag udløber traktaten, som er Ruslands sidste våbenkontroltraktat med USA.

Hvis traktaten udløber, vil der for første gang siden 1972 ikke være begrænsninger på arsenalet af langtrækkende atomvåben mellem de to lande, skriver Reuters.

Fra russisk side lyder det, at USA ikke har svaret på et forslag om at forlænge traktatens grænser for missiler og sprænghoveder.

- I bund og grund bliver vores forslag bevidst ignoreret, siger det russiske udenrigsministerium i en pressemeddelelse.

Fra flere sider har der lydt advarsler om, at aftalens udløb kan føre til et nyt våbenkapløb.

- Under de nuværende omstændigheder antager vi, at parterne i New START-aftalen ikke længere er bundet af nogen forpligtelser eller gensidige erklæringer inden for rammerne af traktaten, skriver det russiske ministerium.

New Start blev underskrevet i 2010 af den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, og Dmitrij Medvedev, som er en af Vladimir Putins allierede og var russisk præsident på det tidspunkt.

Den er en fortsættelse af Start-traktaten, som blev underskrevet i 1991 af George H.W. Bush, som var præsident i USA, og af Mikhail Gorbatjov, som var leder af Sovjetunionen.

Traktaten indebærer, at begge parter med kort varsel kan få lov at udføre inspektioner for at tjekke, at modparten lever op til aftalen. Den del af aftalen droppede Putin i 2023 på grund af USA's støtte til Ukraine.

I forvejen benyttede landene sig dog overvejende af egne efterretninger til at holde øje med modparten.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT