The Washington Post vil gennemføre stor fyringsrunde

4. FEB 2026 • 17:45UDLAND

Anonyme kilder taler om "blodbad" og hundredvis af fyringer hos den knap 150 år gamle avis The Washington Post.

The Washington Post vil gennemføre en omfattende fyringsrunde, som drastisk skal reducere størrelsen på den verdenskendte avis.

Omkring 30 procent af alle ansatte vil ifølge to anonyme kilder, som New York Times har talt med, blive fyret.

Det inkluderer angiveligt både folk, der arbejder med salg, og over 300 ud af cirka 800 journalister i det såkaldte newsroom. Et officielt tal er dog ikke meldt ud.

En anonym journalist fra avisen kalder det over for nyhedsbureauet Reuters et "blodbad".

Avisen blev grundlagt i 1877 og er kendt for undersøgende journalistik og en central rolle i Watergateskandalen, som bidrog til, at præsident Richard Nixon trak sig i 1974.

I et opkald delt med Reuters har chefredaktør Matt Murray fortalt om fyringerne.

De vil ske på tværs af en række redaktioner, blandt andet den internationale, sport og redaktionssekretariatet.

- Alt for længe har vi opereret med en struktur, som er rodfæstet i de dage, hvor vi var en lokal avis med nærmest monopolstatus, sagde Murray.

Han talte om en "ny vej frem og et mere fornuftigt grundlag". Han talte også om, at avisen vil lukke sportsafdelingen "i sin nuværende form", mens den politiske redaktion fortsat vil være den største.

Washington Post er ejet af Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos. Det blev allerede sidste år meldt ud, at der ville ske ændringer og fyringer, men på det tidspunkt lød det, at avisens centrale newsroom ikke ville blive påvirket.

Medarbejderforeningen The Washington Post Guild siger, at fyringerne vil gå ud over avisen "troværdighed, rækkevidde og fremtid".

- Hvis Jeff Bezos ikke længere er villig til at investere i den mission, der har defineret denne avis i generationer og tjener millioner af personer, som afhænger af vores journalistik, så fortjener The Post en ejer, der vil gøre det, skriver foreningen på det sociale medie X.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT