For første gang siden 2012 er Norges ishockeylandshold i VM-kvartfinalen. Mandag blev Tjekkiet slået 4-1.
Norge har været en af de helt store overraskelser ved det igangværende VM i ishockey, og mandag blev den første kvartfinale i 14 år sikret.Det skete med en ny overraskende sejr, da nordmændene vandt 4-1 over Tjekkiet. I store perioder spillede Norge lige op og mere til med de tjekkiske favoritter.
Den unge forward Michael Brandsegg-Nygard var fløjet direkte ind fra Nordamerika, og han skulle ikke bruge meget tilvænningstid på den schweiziske is. I førstekæden bidrog AHL-forwarden med to scoringer.
Lørdag slog Norge naboen Sverige, og tidligere ved slutrunden kæmpede man sig til et point mod de canadiske stjerner.
Det betyder, at Norge forud for sidste kamp mod Danmark er sikret en plads i kvartfinalen og sågar indtager gruppens andenplads.
Og det danske landshold skal altså stå tidligt op til frokostkampen tirsdag, hvis Norge kommer med det samme niveau.
Allerede efter tre minutter sørgede Havard Salsten for en drømmestart, og inden kampuret rundede syv minutter bragte Michael Brandsegg-Nygard Norge foran 2-0.
Tjekkiet var på skøjtehælene, men med fire minutter tilbage af første periode sørgede den 22-årige New York Rangers-forward Jaroslav Chmelar for en reducering.
Det var dog ikke, fordi tjekkerne vadede i chancer. Norge var godt forberedt og havde særligt stort fokus på at holde de aldrende profiler Lukas Sedlak og Roman Cervenka i den tjekkiske førstekæde i skak.
Og det lykkedes. Det var kun i powerplay, at tjekkerne et par gange i anden periode bankede på, men Henrik Haukeland i det norske mål leverede de nødvendige redninger.
Med pucken fortsatte Norge den uimponerede stil. Godt og vel halvvejs i tredje periode leverede nordmændene et mønsterangreb. Efter et par fikse kombinationer endte pucken hos Martin Ronnild, der tæt under mål øgede føringen.
Fem minutter før tid cementerede Brandsegg-Nygard kvartfinalen med en styring lige foran kassen. Det var Kristian Ostby, der sendte en afslutning mod det tjekkiske mål, som Brandsegg-Nygard styrede op i nettaget.
/ritzau/