Dronning Margrethe er igen indlagt på Rigshospitalet

25. MAJ 2026 • 18:07INDLAND/KRIMINAL

Dronning Margrethe vil være indlagt på Rigshospitalet i flere dage, oplyser kongehuset mandag.

Dronning Margrethe er indlagt på Rigshospitalet for at blive behandlet, efter at en CT-scanning har vist en større blodansamling i hofteregionen.

Blodansamlingen skyldes et tidligere fald.

Det oplyser kongehuset mandag i en pressemeddelelse.

- Det er forventningen, at dronning Margrethe nu vil være indlagt i en række dage. Hendes majestæt har det efter omstændighederne godt, lyder det i meddelelsen.

Dronning Margrethes indlæggelse sker samtidig med, at medlemmer af kongefamilien deltager i motionsløbet Royal Run.

Dronning Mary, som mandag har løbet fem kilometer i Helsingør, siger efter løbet, at dronning Margrethe har fået foretaget en mindre operation.

- Det lægger selvfølgelig en dæmper på dagen, men det er et mindre indgreb, og det er gået godt, siger hun til den fremmødte presse.

Det er mindre end en uge siden, at dronning Margrethe blev udskrevet fra Rigshospitalet efter seks dages indlæggelse.

Hun blev indlagt tidligere på måneden på grund af hjertekrampe.

Her lød det, at den 86-årige dronning var træt, men ved godt mod.

Hjertekrampe skyldes hovedsageligt forkalkning i hjertets kranspulsårer, hvilket vil sige, at der ikke kommer ilt nok til hjertet. Risikoen for at få hjertekrampe stiger med alderen.

Hun fik foretaget en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre.

En ballonudvidelse fjerner en forsnævring eller en blodprop i kranspulsåren, så blodforsyningen til hjertet bliver bedre.

Dronning Margrethe har de seneste år været indlagt på Rigshospitalet flere gange.

Senest var i 2025, hvor hun "for en sikkerheds skyld" blev indlagt til observation på grund af en forkølelse.

Året inden blev hun også indlagt på Rigshospitalet efter at være faldet på Fredensborg Slot.

I 2023 fik hun foretaget en større rygoperation, der gav hende anledning til at overveje sin rolle som regent.

Det lod hun tv-seere forstå i sin nytårstale samme år, hvor hun annoncerede, at hun ville abdicere og overlade tronen til sin ældste søn.

14. januar 2024 - 52 år efter dronningens egen tronbestigelse - tog Frederik over som konge.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT