Nicklas Bendtner er central figur for nyt Counter-Strike-hold

14. FEB 2025 • 09:33SPORT

Tricked Esport har skabt et nyt Counter-Strike-hold med tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtner i spidsen.

Med målet om at "genvinde" sin position i toppen af dansk e-sport har e-sportsorganisationen Tricked Esport skabt et nyt Counter-Strike-hold.

Den tidligere landsholdsspiller Nicklas Bendtner står i spidsen for projektet med støtte fra rigmanden Lars Seier Christensen.

Det oplyser Legendary Gaming Group, et investeringsselskab inden for e-sport, i en pressemeddelelse.

- E-sport er ikke længere bare en niche - det er en global bevægelse, og Danmark har altid været i front inden for Counter-Strike.

- Med Trickeds relancering samler vi nogle af de bedste talenter for at skrive et nyt kapitel i dansk e-sportshistorie, siger Bendtner i meddelelsen.

Lars Seier har tidligere investeret i Tricked. Han vender tilbage som investor gennem Legendary Gaming Group.

Samtidig er den tidligere FC København-spiller Peter Ankersen medinvestor i projektet.

- Jeg har været passioneret omkring gaming og Counter-Strike i årevis, og energien og ambitionen bag Trickeds comeback er virkelig inspirerende, siger Ankersen.

Det nye Counter-Strike-hold vil ledes af Valdemar "valde" Vangså. Resten af holdet består af Magnus "Nodios" Olsen, Jonas "Queenix" Dideriksen, Jason "salazar" Salazar og Jamie "leakz" Bugge.

Holdet skal trænes af Allan "Rejin" Petersen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT