Partiledere slår ring om regeringen midt i Grønland-krise
Statsministerens spørgetime handler tirsdag meget om, at Donald Trump truer med at overtage Grønland.
Spørgetimen med statsministeren i Folketingssalen er ofte en kampplads for hårde politiske dueller på ord mellem statsministeren og de respektive partiledere i Folketinget.Tirsdag bliver der i store træk gjort en undtagelse, da statsminister Mette Frederiksen (S) stiller op til spørgetime.
Igen og igen bliver det fra partilederne gentaget, at de bakker op om regeringens linje i konflikten med USA om Grønland, som USA's præsident, Donald Trump, vil have på amerikanske hænder.
- Ingen kan længere være i tvivl om, at Danmark lige nu står i en meget svær tid.
- Vores verdensbillede er vendt på hovedet, vi er sat under et alvorligt pres fra et land (USA, red.), som vi tidligere har betragtet som vores allernærmeste allierede, siger formand Inger Støjberg (DD).
Også Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, anlægger en forsonende tone.
- Det er afgørende, at vi på tværs af partier, hvor der kan være masser af uenigheder, viser et fuldstændig umisforståeligt sammenhold i forhold til Kongeriget Danmark. Det synes jeg, trods alt giver håb, siger han.
Lørdag lød det fra Donald Trump, at han fra 1. februar vil pålægge varer fra Danmark og syv andre europæiske lande en told på ti procent på grund af situationen omkring Grønland.
Fra 1. juni vil det tal stige til 25 procent, hvis ikke landene retter ind i forhold til hans ønske om at overtage Grønland, sagde han.
De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, siger, at "det er meget bevægende" at opleve støtten til Danmark og Grønland, og det samme er Franciska Rosenkilde, Alternativets politiske leder, inde på.
- Det giver håb, og det er gennem sammenhold og fællesskab, at vi kommer igennem det og klarer det. Så tak for det, siger hun.
De Konservatives formand, Mona Juul, vil gerne høre om, hvordan regeringen har tænkt sig at agere på det økonomiske område, herunder med den varslede straftold fra USA.
- Det er en ny told, som rammer varer for 2300 milliarder kroner. Tolden skal så åbenbart mere end fordobles senere hen. Og måske er det bare begyndelsen, siger hun.
Mona Juul efterspørger, at Danmark intensiverer sit økonomiske samarbejde med flere lande.
Mette Frederiksen gør opmærksom på, at Mercosur-aftalen med de sydamerikanske lande for nylig blev godkendt og snart skal stemmes igennem i EU-regi.
Aftalen skal skabe verdens største frihandelszone med over 700 millioner forbrugere og også komme danske virksomheder til gode.
- Det er også i det lys, man skal se, at jeg selv for år tilbage brugte mange kræfter på at tætne vores bånd med Indien, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/
