NHL-hold henter Fisker Mølgaard ind til mulig debut

20. NOV 2025 • 07:53SPORT

Oscar Fisker Mølgaard kan få debut i NHL, efter at han er kaldt tilbage fra Seattle Krakens udviklingshold.

Oscar Fisker Mølgaard kan inden længe meget vel blive Danmarks 17. NHL-spiller gennem tiderne.

NHL-holdet Seattle Kraken meddeler på det sociale medie X, at man har tilbagekaldt den 20-årige dansker fra udviklingsholdet Coachella Valley Firebirds, der spiller på næstøverste niveau, AHL.

Det er ikke ensbetydende med, at han kommer på isen eller med i truppen til Seattles næste opgør, ude mod Chicago Blackhawks natten til fredag dansk tid, men chancen er i hvert fald til stede.

Mølgaard har siden starten af sæsonen spillet 14 kampe for Coachella i AHL, og heri har han bidraget med tre scoringer og syv assister.

I opstarten til sæsonen spillede han desuden syv af otte mulige træningskampe for Seattle Kraken, inden han blev sorteret fra til 25-mandstruppen som en af de sidst mulige.

- Jeg ved jo godt, at konkurrencen er hård. Vi jagter alle sammen den samme ting. Jeg er stolt over, at jeg kom så tæt på, men det gør det også bare surt at falde på selve målstregen, sagde Mølgaard i oktober til Ritzau.

Han forholdt sig også til muligheden for at blive kaldt tilbage til Seattle i løbet af sæsonen.

- Forhåbentlig får jeg chancen allerede i år, men vi må se, hvordan det ser ud, når vi kommer en eller to måneder længere frem. Det eneste, jeg kan påvirke, er mine egne præstationer.

- Jeg er glad for det, jeg fik vist i Seattle, hvor jeg også fik chancen i boxplay (undertalsspil, red.) og gjorde det godt der.

- Nu skal jeg så gøre mit ypperste for, at det er mit navn, der popper op, når de på et tidspunkt ringer herned og skal bruge en mand, sagde Mølgaard.

Trods sin unge alder har Mølgaard spillet med ved de seneste tre VM-slutrunder.

Senest scorede han et mål, lavede seks assister og var en markant profil, da Danmark blev nummer fire ved slutrunden i Danmark og Sverige sidste år.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT