Målinger: Premierminister får hver fjerde stemme i Rumæniens valg
Præsidentvalg kan blive en dyst mellem premierminister og liberalkonservativ, der ikke tør fejre sejren endnu.
Premierminister Marcel Ciolacu fra Rumæniens socialdemokratiske parti, PSD, ser ud til at få flest stemmer i første runde af søndagens præsidentvalg.Det viser valgstedsmålinger, der spår, at han får 25 procent af stemmerne.
Han ventes dog ikke at få tilstrækkeligt med stemmer til at vinde i første valgrunde.
Valgstedsmålingerne tyder på, at også kandidaten fra det liberalkonservative parti USR, Elena Lasconi, går videre til anden valgrunde om to uger. Hun står til 18 procent.
Hun siger dog i en første udtalelse, at det er for tidligt at fejre en valgsejr, for valgstedsmålingerne viser meget tæt løb.
Lasconi opfordrer alle til at vente på resultaterne mandag.
Calin Georgescu og George Simion, som begge er højrefløjskandidater, står ifølge valgstedsmålingerne til henholdsvis 16 og 15 procent af stemmerne.
Målingerne omfatter ikke de hundredtusinder af rumænere, der bor i udlandet.
Både George Simion og Elena Lasconi nyder stor popularitet i denne gruppe af vælgere.
Politiske analytikere vurderer, at premierminister Ciolacu vil kunne vinde over Simion i anden valgrunde, men at han vil få mere svært ved at besejre Elena Lasconi.
I alt stiller 14 kandidater op ved præsidentvalget.
Hvis ingen af dem får mindst 50 procent af stemmerne i første valgrunde, skal de to kandidater, der får flest stemmer, mødes i anden valgrunde 8. december.
Landets nuværende præsident, Klaus Iohannis, har været præsident i ti år og kan ikke stille op igen.
/ritzau/Reuters