NFH taber pusten og lider femte CL-nederlag i streg

12. OKT 2024 • 17:39SPORT

Nykøbing Falster var foran ved pausen, men Storhamar fandt siden formen og vandt 33-28 i Champions League.

Det så godt ud indledningsvist for Nykøbing Falster Håndbold (NFH).

Men norske Storhamar blev siden en for stor mundfuld og vandt 33-28 i det indbyrdes opgør i kvindernes Champions League.

Med lørdagens nederlag er NFH fortsat uden point efter fem kampe og nummer sjok i gruppen.

Det startede jævnbyrdigt med to scoringer til hvert hold.

Men med hjemmebanepublikummet i ryggen udnyttede danskerne, at gæsterne begyndte at være uskarpe foran mål.

En høj redningsprocent fra Sofie Börjesson i NFH-målet var også medvirkende til, at danskerne indledningsvist trak fra.

Bagud med fire mål forlangte Storhamar en timeout, men det var tilsyneladende en større hjælp for NFH, der udbyggede føringen til 11-6.

Herfra gik det ned ad bakke for værterne.

Hjulpet godt på vej af flere straffekast tog nordmændene teten og scorede ad flere omgange to mål i streg.

NFH holdt fast i føringen, men den var decimeret til mindst mulige margin ved pausen.

Med et par hurtige mål i anden halvleg bragte nordmændene sig for første gang foran.

Det bølgede siden frem og tilbage, inden NFH fik udlignet til 21-21.

Men blandt andet alt for mange tekniske fejl fra NFH betød, at Storhamar godt et kvarter inde i anden halvleg kunne begynde at dufte sejren.

Hurtige tilbageløb fra Storhamar betød også, at danskerne blev forhindrede i at krone flere kunstige kontrachancer.

Gæsterne var omvendt hurtige til at eksekvere, når det gjaldt, og det resulterede i seks norske scoringer i træk.

Med flere timeouts mod slutningen fik NFH en række aftaler på plads.

Det hjalp på spillet, og danskerne fik pyntet en smule på resultatet, men spændingen om sejren udeblev, og Storhamar er nu oppe på tre point.

Med seks mål på otte forsøg blev hollandske Zoë Sprengers topscorer for NFH i kampen.

Gruppen toppes af det ungarske storhold FTC-Rail Cargo Hungaria - også kendt som Ferencvaros - og slovenske Ljubljana.

Med lutter sejre har begge hold hver især otte point og en kamp i hånden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT