Neymar gør fremskridt efter skade og fortsætter VM-forberedelse

9. JUN 2026 • 01:12SPORT

Scanning har vist fremskridt for Neymar efter lægskade. Han vil fortsat følge genoptræning planlagt af læger.

Den brasilianske fodboldstjerne Neymars seneste MR-scanning viser, at han gør "gode fremskridt" i sin genoptræning efter en lægskade.

Det melder Brasiliens fodboldforbund (CBF) i en udtalelse mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Undersøgelsen viste gode fremskridt i hans behandling i overensstemmelse med forventningerne, lyder det i udtalelsen.

- Han vil fortsætte den genoptræning og fysiske forberedelse, som landsholdets lægefaglige stab har planlagt.

Neymar er Brasiliens mest scorende spiller nogensinde med 79 mål i 128 landskampe.

Han pådrog sig i midten af maj en muskelskade i læggen, og det blev vurderet, at den ville holde ham fra banen i to til tre uger.

Skaden har således holdt Neymar ude af to venskabskampe - den 31. maj mod Panama og den 6. juni mod Egypten.

Den sår desuden tvivl om hans deltagelse i Brasiliens VM-åbningskamp mod Marokko, som bliver spillet lørdag i delstaten New Jersey i USA.

Brasilien er det land, der har vundet VM i fodbold flest gange. Landet vandt det seneste af sine fem verdensmesterskaber i 2002.

Siden har en fjerdeplads på hjemmebane i 2014 været bedste resultat ved VM.

Efter åbningskampen mod Marokko møder Brasilien Haiti den 19. juni i amerikanske Philadelphia og Skotland den 24. juni i Miami.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT