Anklager har anket afgørelse om at løslade Marius Borg Høiby fra varetægtsfængsling, skriver NTB.
Kronprinsesse Mette-Marits ældste søn, Marius Borg Høiby, bør løslades fra sin varetægtsfængsling.Det har Oslo tingrett besluttet mandag aften ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Efterfølgende er afgørelsen blevet anket af anklagemyndigheden, der desuden har anmodet om, at anken får opsættende virkning.
Det er blevet imødekommet af domstolen, hvilket betyder, at Marius Borg Høiby forbliver fængslet, indtil der ligger en endelig afgørelse, skriver nyhedsbureauet videre.
Forsvarsadvokat Petar Sekulic siger til mediet VG, at lagmandsretten tidligst behandler ankesagen tirsdag og senest onsdag i denne uge.
Marius Borg Høiby anmodede retten om at blive løsladt fra varetægtsfængslingen for at bruge tid med sin syge mor.
Mette-Marit er alvorligt syg med lungefibrose. Fredag kom det frem, at hun er sat på en liste over personer, der skal gennemgå lungetransplantation hurtigst muligt.
Under mandagens retsmøde har han beskrevet det som "uudholdeligt" at sidde fængslet, mens moren er syg.
Anklagemyndigheden har imidlertid argumenteret for, at alvorlig sygdom i nærmeste familie normalt ikke har afgørende betydning, når retten skal tage stilling til varetægtsfængsling.
En dommer har mandag konkluderet, at "det vil være uforholdsmæssigt indgribende" for Marius Borg Høiby at forblive varetægtsfængslet, skriver VG.
Tidligere mandag fik Høiby nogle timer fri fra varetægtsfængslingen for at deltage i et informationsmøde med eksperter fra Rikshospitalet i Norge om Mette-Marits sygdom.
Høiby har tidligere anmodet om at blive løsladt fra varetægtsfængslingen, men uden held.
Han har siddet varetægtsfængslet siden 3. februar. Det var, dagen før retssagen mod ham startede.
Tiltalepunkterne mod ham dækker blandt andet over fire voldtægter, mishandling i nære relationer, vold, groft brud på narkotikalovgivningen og trusler.
Marius Borg Høiby har nægtet sig skyldig i de mest alvorlige tiltalepunkter.
Der falder dom i sagen mod ham den 15. juni klokken 08.30.
/ritzau/