Danmarks kamp mod Ukraine er fløjtet af før tid efter episode med Christian Eriksen, der selv forlod banen.
Christian Eriksen var selv i stand til at forlade banen, efter at han i anden halvleg faldt til græsset i Danmarks testkamp mod Ukraine.Den danske profil havde modtaget behandling, men kunne selv gå hen til den ambulance, som havde kørt ind på stadion.
Kort efter fløjtede dommeren kampen af før tid.
- Christian Eriksen er ved bevidsthed og har det efter omstændighederne godt, skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på X.
- Kampen er afblæst.
Det var midt i anden halvleg, at Christian Eriksen faldt til græsset ud af ingenting. Der var ikke nogen modstandere i nærheden af ham, da det skete, og han tog sig til brystet kort inden.
Christian Eriksen har indopereret en pacemaker, efter at han i 2021 faldt om under en EM-kamp i Parken.
- Som jeg ser det støder pacemakeren, som den skal. Han var kortvarigt væk, men meget hurtigt ved bevidsthed, og vi var hurtigt i kontakt med ham, siger landsholdets læge, Morten Boesen, ifølge DBU.
Den danske profil modtog søndag aften hurtigt behandling, og spillerne dannede en klynge om ham.
Efter et kort stykke tid rejste Eriksen sig selv ved egen hjælp. Da det skete, brød Odense Stadion ud i stor, fælles jubel.
Da Christian Eriksen selv gik hen til ambulancen, var han omringet af en klynge af danske og ukrainske spillere.
Efterfølgende samlede både de danske og ukrainske spillere sig i en rundkreds på banen.
Brian Riemer snakkede her kort i midten, hvorefter alle spillere gik en runde på stadion og klappede ud til publikum, inden de gik i omklædningsrummet.
Ved EM i 2021 faldt Christian Eriksen om med et hjertestop i Danmarks første kamp i Parken mod Finland.
Dengang modtog han behandling og blev kørt fra banen på en båre, hvor han var ved bevidsthed.
Efterfølgende fik han indopereret en pacemaker.
Dengang blev Danmarks kamp mod Finland færdigspillet efter episoden. Det skete ikke søndag aften i Odense.
/ritzau/