Irans fodboldlandshold skal ankomme til USA på kampdage under VM og forlade landet igen samme dag.
Irans fodboldlandshold fik fredag officielt visum til at kunne opholde sig i USA, hvor holdet spiller tre gruppekampe ved VM.Men iranernes muligheder for at opholde sig i USA er dog fortsat meget begrænsede.
Således er Irans trup blevet underrettet om, at de skal ankomme og forlade USA samme dag, som deres kampe spilles i USA.
Det fortæller Irans ambassadør i Mexico, hvor Irans landshold har base under VM.
- Vi kan indrejse om morgenen, og vi skal rejse samme dag, siger Irans udsending Abolfazl Pasandideh ifølge AFP.
Det iranske landshold vil have base i Tijuana, som ligger ved grænsen mellem Mexico og USA.
Iran indleder 15. juni VM mod New Zealand i Los Angeles, hvor de også skal møde Belgien, inden de tørner sammen med Egypten i Seattle.
Det amerikanske militær indledte sammen med Israel angreb mod Iran den 28. februar, hvilket udløste en krig mellem landene.
/ritzau/