NBA går ind i sag om stjernes konfrontation af journalist

3. NOV 2024 • 08:47SPORT

Tidligere MVP i NBA Joel Embiid var ophidset og skubbede til journalist i omklædningsrummet.

Det kan få et efterspil for NBA-stjernen Joel Embiid, at han natten til søndag dansk tid opsøgte en konfrontation med en journalist, der ifølge basketballspilleren havde skrevet en misvisende klumme om ham.

Journalisten Marcus Hayes fra Philadelphia Inquirer nævnte basketballspillerens søn og afdøde bror i klummen, ligesom journalisten stillede spørgsmål ved aktuelt skadede Embiids evne til at være kampklar og leve professionelt.

- Næste gang du skriver om min afdøde bror eller min søn, så må du se, hvad der sker, og du må leve med konsekvenserne, sagde en ophidset Embiid til journalisten i omklædningsrummet, hvor også nyhedsbureauet Reuters var til stede og har gengivet episoden.

Herefter slog basketballspilleren højlydt fast, at han "er ligeglad med hvad I skriver", hvortil Marcus Hayes svarede, at Embiid åbenlyst ikke var ligeglad.

Det fik Embiid til yderligere at hæve stemmen og frekvensen af skældsord, før han skubbede til journalisten. En PR-medarbejder fra Philadelphia kom imellem parterne, mens et andet stabsmedlem forsøgte at få journalisterne ud af omklædningsrummet.

Episoden fandt sted efter Philadelphia 76ers NBA-kamp mod Memphis Grizzlies. Embiid var skadet og derfor ikke med i kampen, og han har fortsat sin første kamp i sæsonen til gode.

En talsmand fra NBA bekræfter, at ligaen går ind i kontroversen og skal vurdere, om der skal følge en disciplinærsag mod basketballspilleren som følge af sammenstødet med journalisten.

- Vi er opmærksomme på, at der har været en hændelse i Philadelphias omklædningsrum, og den vil vi påbegynde en undersøgelse af, siger talsmanden.

Det er formentlig følgende vendinger i Marcus Hayes' klumme, der har fået Joel Embiid op i det røde felt:

- Joel Embiid peger konsekvent på fødslen af sin søn, Arthur, som det store omdrejningspunkt i sin basketballkarriere. Han siger ofte, at det vil være fantastisk at efterlade arv og eftermæle til sønnen, der er opkaldt efter Joel Embiids lillebror, der på tragisk vis døde i en bilulykke, da Embiid var i gang med sin første sæson for Philadelphia 76ers.

- For at være god til sit arbejde, bliver man nødt til først at møde op på arbejde. Embiid har været fantastisk til at gøre det modsatte, skrev journalisten.

Joel Embiid blev i 2023 kåret som NBA's mest værdifulde spiller. Den 30-årige amerikaner var i sommer med til at vinde OL-guld i Paris.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT