Københavns Lufthavn er ramt af aflysninger og forsinkelser
Københavns Lufthavn opfordrer folk til at orientere sig hos deres flyselskaber efter nedlukning sent mandag.
Flere afgange fra Københavns Lufthavn er tirsdag aflyst eller ramt af forsinkelser.Det fremgår på lufthavnens hjemmeside tidligt tirsdag morgen.
- Passagerer bedes orientere sig hos deres flyselskab, lyder det på hjemmesiden.
Det sker, efter at lufthavnen mandag aften lukkede på grund af droneaktivitet.
Lufthavnen genåbnede natten til tirsdag klokken 00.20.
Her gjorde lufthavnens pressechef, Lise Agerley Kürstein, opmærksom på, at der kunne opstå aflysninger og forsinkelser af fly i kølvandet på forløbet.
- Det vil give nogle dønninger over natten og måske også i morgen tidlig, sagde hun.
På lufthavnens hjemmeside fremgår det tirsdag morgen, at 10 ud af de 26 afgange, som var planlagt mellem klokken 6 og klokken 7, enten er aflyst eller forsinket.
Fire ud af de syv fly, som havde planlagt ankomst tirsdag morgen mellem klokken 6 og 7, er ligeledes enten aflyst eller forsinket.
Kigger man længere frem i de planlagt afgange og ankomster, er der også forsinkelser og aflysninger af finde her.
Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål i forhold til droneaktiviteten over Københavns Lufthavn mandag aften.
Tidligt tirsdag morgen ved man fortsat ikke, hvor dronerne kom fra, hvem der står bag dem, eller hvor de er forsvundet hen.
Jakob Hansen, der vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, fortalte på et pressemøde natten til tirsdag, at politiet i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvaret har iværksat en intensiv efterforskning af droneaktiviteterne.
Tirsdag morgen klokken 07.00 holder politiet endnu en pressebriefing om hændelsen.
Også i Oslo Lufthavn var der natten til tirsdag meldinger om observation af mindst to droner i nærheden af flypladsen. Her blev lufthavnen ligeledes lukket, men åbnede igen sent natten til tirsdag.
Norsk politi har sagt, at observationerne af droner i Oslo ikke umiddelbart blev koblet til situationen i København.
/ritzau/