Frederik Vesti vinder sekstimersløb på legendarisk racerbane
For første gang i sin karriere vandt Frederik Vesti sent søndag aften et løb i den amerikanske Imsa-serie.
Efter en bunke sekundære placeringer i løbet af året sikrede den danske racerkører Frederik Vesti sig sent søndag aften succes i USA.I sportsvognsserien Imsa vandt han med sine to holdkammerater sekstimersløbet Battle on the Bricks på den legendariske racerbane i Indianapolis.
Frederik Vesti kæmper til daglig en kamp for at få foden ind i Formel 1 og har en stor rolle som reserve og simulatorkører for Mercedes, men når han har fri fra sine Formel 1-forpligtelser, kører han sportsvogn for Cadillac.
Han deltager i den hurtigste klasse, GTP, og indtil nattens løb var hans bedste placering en fjerdeplads. Han deltog også i sommerens Le Mans, men han og holdkammeraterne gennemførte ikke de 24 timer.
Nattens løb var en anden snak. Frederik Vestis bil startede forrest og førte løbet i 210 af de 243 omgange, løbet endte med at vare. Frederik Vesti sad i bilen i to af de seks timer.
Sæsonen i Imsa-serien slutter med titimersløbet Motul Petit Le Mans i Georgia 11. oktober.
Om Frederik Vesti fortsætter som sportsvognskører hos Cadillac i næste sæson, er endnu uvist. Danskeren har brugt rigtig meget af året på lobbyarbejde for at komme i Formel 1, og han havde håbet at få en plads hos netop Cadillac, der træder ind i motorsportens kongeklasse efter årsskiftet.
Men da Cadillac skulle vælge personel, pegede man på de erfarne Formel 1-kørere Sergio Perez og Valtteri Bottas. Det var danskeren mildt sagt forundret over, men måtte sande, at han nok heller ikke i 2026 bliver Formel 1-kører.
/ritzau/