Myndigheder efterforsker PSG-spiller for menneskehandel

21. JAN 2026 • 19:24SPORT

En colombiansk familie, som arbejdede for Lucas Hernandez, anklager PSG-spilleren for "moderne slaveri".

Paris Saint-Germains Lucas Hernandez har fået en alvorlig anklage på halsen.

Anklagemyndigheden i Frankrig oplyser til nyhedsbureauet AFP, at Hernandez efterforskes for menneskehandel og sort arbejde.

Ifølge en colombiansk familie arbejdede de i et år for forsvarsspilleren, før de blev ansat på en gyldig kontrakt.

Desuden havde de efter familiens udsagn lange arbejdsdage uden ferie. Det får familiens advokat, Lola Dubois, til at kalde forholdene for "moderne slaveri".

29-årige Lucas Hernandez og konen Victoria Triay afviser anklagerne og sender i stedet bolden den anden vej. De mener, at den colombianske familie manipulerede dem og udnyttede deres tillid.

- Disse mennesker delte livet med os med respekt og værdighed, lyder det i en udtalelse.

- Sagen bliver nu behandlet af de rette juridiske kanaler, skriver parret.

Lucas Hernandez spillede for Atlético Madrid og Bayern München, før han i 2023 skiftede til den franske hovedstadsklub.

Han var med til at vinde VM-guld med Frankrig i 2018.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT