Aphaca indtager Roskildes største scene efter fyldt telt
Aphaca og Addison Rae, der er gået fra TikTok-kendis til grammynomineret, er blandt nye navne til Roskilde.
De fire fyre i det danske band Aphaca vender til sommer tilbage til Roskilde Festival efter bandets debut sidste år.Hvor de sidste år fyldte festivalens næststørste scene, Arena, indtager de til sommer festivalens største scene, Orange.
Det skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse, hvor 28 nye navne præsenteres til dette års festival.
Aphaca er på kort tid gået fra at være et skoleband til at nærme sig at være allemandseje med hits som "Smelter under månen" og "En drøm om et menneske".
Det var oprindeligt planen, at Aphaca skulle debutere på Roskilde sidste år som en del af First Days-programmet, hvor musikere spiller, inden det officielle musikprogram begynder.
Men bandet blev hurtigt rykket op til Arena.
Allerede længe inden koncertens start sidste sommer var teltet stopfyldt med mennesker, skrev Jyllands-Posten, som noterede, at der selv var mennesker på taget af toiletvognene.
- Publikum sang med på hvert ord, det rørte tydeligvis bandet, og der opstod en smuk og varm stemning i teltet, skrev avisens anmelder.
Aphaca selv kalder det surrealistisk at skulle optræde på Orange til sommer.
- Det bliver fuldstændig overdrevet. Vi danser stadig på minderne fra sidste år, så vi glæder os til at skabe nogle flere. Vi glæder os helt sindssygt meget, lyder det skriftligt fra bandet.
Det er ikke kun danske Aphaca, der får debut på Orange til sommer. Det samme gør den amerikanske popsanger Addison Rae, der giver sin første danske koncert på Roskilde Festival.
Hun er på få år gået fra at være kendt på det sociale medie TikTok til at være en grammynomineret sanger med hits som "Diet Pepsi" og "Fame is a Gun".
Hendes debutalbum "Addison" udkom sidste år til stor begejstring for anmelderen hos Soundvenue, der gav albummet fem ud af seks stjerner.
Derudover får festivalgæster til sommer også mulighed for at opleve det britiske band Wolf Alice.
Netop de tre artister peger festivalens musikchef, Thomas Sønderby Jepsen, på som eksempel på, at Roskilde i år samler nogle af øjeblikkets "mest markante bevægelser i dansk og international musik".
- Aphacas udvikling, siden vi så dem første gang på Christianshavns Kulturfærge for bare halvandet år siden, er bemærkelsesværdigt imponerende. Det samme kan siges om Addison Rae, der er en central ny stemme i popmusikken, og Wolf Alice, der er vokset til ikoner inden for nyere britisk rock, siger han i pressemeddelelsen.
Blandt de 28 nye navne kan man også finde gengangeren fra Sverige Lykke Li, som besøgte festivalen for første gang for 12 år siden.
Foruden de førnævnte kunstnere tæller de resterende nye navne BB Trickz, Kwn, Liniker, Los Mirlos, Los Thuthanaka, Sammy Virji, Uncle Acid & The Deadbeats, 1111, Chezile, Griend, Gwenifer Raymond, Honningbarna, Indus, Lamisi, Lord Snow, Madra Salach, Marwan Moussa, Naïka, Sara Parkman, Širom, Sorry, Truck Violence, Tuvaband og Vanessa Amara.
/ritzau/
