Mexicansk klatrer tager etapesejr i Tirreno-Adriatico
Isaac Del Toro vandt 6. etape i Tirreno-Adriatico, efter at mexicaneren viste sig som den stærkeste i finalen.
Så lykkedes det omsider for Isaac Del Toro (UAE Emirates) i det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico.Efter flere fejlslagne forsøg tidligere på ugen og to andenpladser snuppede Isaac Del Toro lørdag sejren på 6. etape i Tirreno-Adriatico, og mexicaneren fører fortsat løbet samlet.
Isaac Del Toro angreb på det helt rigtige tidspunkt, da han i finalen sad sammen med Matteo Jorgenson (Visma).
Den mexicanske klatrer kørte alene over målstregen i Camerino, og det endte med at blive norske Tobias Halland Johannessen (Uno-X), der snuppede andenpladsen for snuden af Matteo Jorgenson.
Duoen var tre sekunder efter Isaac Del Toro, der fører i den samlede stilling med et forspring på 42 sekunder ned til Giulio Pellizzari (Red Bull), som blev nummer fire på lørdagens etape.
Kort før den sidste stigning stak Wout van Aert (Visma) af fra feltet, men belgieren blev hurtigt hentet, da det begyndte at gå op ad.
I stedet slog Ben Healy (EF) til med et kontraangreb, og selv om der var mere bid i det stædige irske forsøg, så kunne han ikke følge med, da de største favoritter kørte for sejren.
Søndag venter syvende og sidste etape, der også byder på et par stigninger.
/ritzau/
