Manchester United ansætter portugiser som træner

1. NOV 2024 • 13:29SPORT

Ruben Amorim skifter fra Sporting til Manchester United, hvor træneren får kontrakt frem til sommeren 2027.

Portugiseren Ruben Amorim er ny træner i Manchester United.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Amorim er hentet i Sporting og har underskrevet en kontrakt hos United, der gælder frem til sommeren 2027 med option på et år mere, lyder det fra United.

Ruben Amorim mangler stadig arbejdsvisum for at kunne tiltræde fysisk i United, og indtil da vil Ruud van Nistelrooy styre holdet.

Ifølge AFP er det planen, at Amorim første gang skal stå i spidsen for holdet ude mod Ipswich 24. november.

Det gjorde hollænderen med bravur onsdag aften, da United slog Leicester med 5-2 i Liga Cuppen.

Den 39-årige Amorim afløser Erik ten Hag på sidelinjen i Manchester United.

Den hollandske cheftræner blev mandag fyret i Premier League-klubben.

Det skete efter en periode med ustabile resultater.

United har allerede tabt fire kampe i denne sæson, og bægeret flød over for ledelsen, da holdet i den forgangne weekend tabte 1-2 mod West Ham.

Erik ten Hag efterlod Manchester United-mandskabet på en 14.-plads i Premier League med 11 point for ni kampe.

Danske Christian Eriksen og Rasmus Højlund får en træner, der aldrig tidligere har været træner uden for portugisisk fodbold.

Amorim indledte trænerkarrieren i den portugisiske klub Casa Pia, inden vejen gik forbi Braga.

Siden 2020 har han stået i spidsen for Sporting, hvor Ruben Amorim førte Lissabon-klubben frem til to nationale mesterskaber samt to pokaltitler.

I Sporting har den unge cheftræner haft de to danske spillere Morten Hjulmand og Conrad Harder i folden.

Som aktiv spiller var Amorim blandt andet forbi klubberne Belenenses, Braga og Benfica i Portugal og Al-Wakrah i Qatar.

Han nåede desuden 14 landskampe for det portugisiske landshold.

Manchester United spiller sin næste kamp søndag mod Chelsea i Premier League hjemme på Old Trafford.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

1. NOV 2024 • 13:50UDLAND
FAKTA: Hvad er USA's kongetal?
FÅ ABONNEMENT