Mindeplads for Maradona åbner i Buenos Aires næste år

1. NOV 2024 • 09:05SPORT

Fodboldlegenden Diego Maradona, der døde i 2020, får næste år en mindeplads i Buenos Aires.

En af fodboldhistoriens største legender Diego Armando Maradona vil fra næste år få sin egen mindeplads i den argentinske hovedstad, Buenos Aires.

Børn af afdøde Maradona lancerede torsdag en fond for legenden, som vil omfatte et mindested, der vil åbne i hjertet af Buenos Aires.

"M10 Memorial" er planlagt til at åbne i turistområdet Puerto Madero i 2025 og vil ifølge dets officielle hjemmeside kunne byde velkommen til en million besøgende om året.

- Vi ønsker, at vores far skal være tæt på folkets kærlighed og opfylde ønsket fra alle dem, der ønsker at bringe ham en blomst, siger hans datter Dalma Maradona i en præsentation på YouTube.

Adgang til det 1000 kvadratmeter store område vil være gratis for argentinerne, men hvis de giver en donation til Maradona Foundation, vil de kunne sætte deres foto på en mur ved mindesmærket.

Maradona døde af et hjertestop i november 2020 i en alder af 60 år, da han var ved at komme sig oven på en større operation i hjernen efter en blodprop.

Efter hans død er otte personer blevet tiltalt for uagtsomt manddrab på den argentinske fodboldlegende, da de ifølge anklageren undlod at give Maradona livsvigtig hjælp.

Retssagen er flere gange blevet udsat og er nu planlagt til at begynde til marts.

Som spiller var Maradona regnet blandt de bedste, og nogen betragter ham som tidernes ypperste overhovedet.

Han førte i 1986 Argentina frem til VM-titlen i Mexico. På klubplan var han mest kendt for at vinde to mesterskaber med italienske Napoli.

Desuden spillede han for storklubber som FC Barcelona, Sevilla og Boca Juniors.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT