Brøndbytalent tager afstand fra derbyets fanuroligheder

1. NOV 2024 • 07:00SPORT

Spillerne har fået kritik for ikke at fordømme fansenes handlinger, men torsdag kom Brøndby med et budskab.

Siden weekendens fanuroligheder, hvor en gruppe fans fra Brøndby løb ned og kastede romerlys mod FC Københavns udebanefans inden københavnerderbyet, har der været en del kritik af Brøndbys spillere, der ikke tog aktivt afstand fra hændelserne på Brøndby Stadion.

Men efter torsdagens pokalkamp mod FC Midtjylland satte Brøndbys 18-årige wingback, Clement Bischoff, som stod for assisten til kampens enlige mål, et par ord på sagen.

- Jeg synes, at det er svært. Jeg elsker jo fansene, og jeg synes, at det er dem, som gør det så fedt at spille for Brøndby og noget af det, der er allermest attraktivt.

- Men på den anden side - det er bare ikke okay, hvad der skete. Det ved alle spillerne godt, og det tror jeg også, at de selv ved, siger Bischoff.

Til torsdagens kamp forsøgte klubben at tage afstand fra de hændelser, der skete i weekendens derby. Normalt er sponsorpladsen på maven af Brøndbys trøje blank.

Men i pokalkampen mod FCM spillede hjemmeholdet med et tryk på maven, hvor der stod "Ingen over klubben - Stop volden!"

- Man kan ikke løbe på tværs af en familietribune, hvor der sidder børn og unge mennesker, og begynde at skyde efter hinanden.

- Det er bare for meget, og det skal også straffes. Det er også derfor, at vi tager afstand fra det. Og det er min mening, siger Clement Bischoff.

Torsdag aften udeblev de voldelige scener heldigvis, og fansene lod spillerne på banen om dramatikken. Brøndby forsvarede en 1-0-sejr hjem mod FCM efter at være blevet reduceret til ti mand med 40 minutter tilbage af kampen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT