Mahomes efter comebacksejr: Den her havde vi brug for

24. NOV 2025 • 08:19SPORT

Kansas City Chiefs holdt fast i slutspilsdrømmen, da holdet vendte 9-20 til sejr over Indianapolis Colts.

Ti år i træk har Kansas City Chiefs været i NFL-slutspillet, og halvdelen af gangene er holdet nået hele vejen til Super Bowl. Men i denne sæson har deltageren i fem af de seneste seks Super Bowls haft det svært.

Søndag aften amerikansk tid var holdet nede 9-20 mod Indianapolis Colts i fjerde quarter, og den sidste rest af drømmen om endnu et slutspil var ved at dø ud, da Chiefs lancerede et flot comeback og vandt 23-20 efter forlængelse.

- Det her var præcis, hvad vi havde brug for mod et virkelig godt hold, når spillet ellers ikke går vores vej, siger Chiefs-quarterback Patrick Mahomes ifølge AFP efter kampen.

Med et nederlag ville holdet have haft fem sejre og seks nederlag efter 11 kampe i grundspillet.

Med Denver Broncos og Los Angeles Chargers på henholdsvis ni og syv sejre i samme division, ville Chiefs med et nederlag have hængt i en tynd tråd i forhold til slutspilspladserne.

Generelt har holdet haft det svært i de tætte kampe i denne sæson. Mens de fem hidtidige sejre i sæsonen havde lydt på mindst 13 point, så havde alle fem nederlag været på syv point eller mindre. Tre af kampene er blevet tabt med tre point.

Også i det lys var den smalle sejr vigtig ifølge Mahomes.

- Vi kunne godt være faldet sammen i sådan en situation, men gutterne svarede flot igen og fandt en vej til sejr. Vi havde behov for sådan en sejr. Nu skal vi bygge videre på det, siger quarterbacken.

Mahomes kastede bolden for 352 yards, men ingen touchdowns. Alligevel viste han klassen i de afgørende situationer. Blandt andet da han førte holdet 81 yards ned ad banen i den forlængede spilletid og satte Harrison Butker op til det afgørende field goal.

Alle holdene spiller 17 kampe i grundspillet.

Chiefs vandt Super Bowl i 2019-, 2022- og 2023-sæsonen. Slutkampen i 2020-sæsonen samt i seneste sæson blev tabt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT