Thomas Frank siger undskyld til Tottenhams fans efter Arsenal-prygl
Den danske cheftræner kalder nederlaget til rivalerne i London for smertefuldt og tager ansvaret på sig.
Den danske cheftræner i Tottenham, Thomas Frank, er dybt skuffet og frustreret efter søndagens 1-4-nederlag i London-derbyet mod Arsenal.- Hvor skal jeg begynde? Det var enormt skuffende, at vi ikke præsterer bedre mod vores største rival. Jeg kan kun undskylde over for fansene for det, siger Thomas Frank på et pressemøde efter kampen.
Frank var allerede blevet kritiseret for sine pragmatiske kampplaner, og Tottenhams sløje præstation mod Arsenal tvang ham til at forsvare sin filosofi.
- Jeg tror virkelig meget på, at uanset hvilket system man spiller, kan man få succes. Det fulde ansvar ligger altid hos mig i dag, hvor vi ikke præsterede, siger danskeren.
- Uanset om vi havde spillet et andet system, så skulle vi have været mere aggressive og bedre i duellerne. Det har intet med systemet at gøre, men jeg tager ansvaret for alt i dag, tilføjer Tottenham-træneren.
Tottenham havde ellers været godt spillende på udebane under deres nye cheftræner fra Danmark. Ingen nederlag og kun tre mål var blevet lukket ind i Tottenhams udekampe i Premier League før søndag, skriver Reuters.
Men søndagens North London-derby brød Tottenhams gode udebanestatistik.
Tottenham havde intet at byde ind med offensivt før pausen. Hvilket mindre end 30 procents boldbesiddelse i første halvleg var med til at understrege.
I pausen sadlede Thomas Frank om og ændrede systemet. Men lige meget hjalp det. Der gik ikke mange minutter efter pausen, før der stod 3-0 til Arsenal.
Eberechi Eze fra Arsenal scorede hattrick i kampen.
Med søndagens sejr trækker Arsenal fra i toppen af Premier League. Der er nu seks point ned til Chelsea på andenpladsen. Frank og Tottenham ligger midt i tabellen.
/ritzau/
