GOG smider føring efter tidligere profils show

23. NOV 2025 • 21:53SPORT

GOG var foran i stort set hele kampen mod Sønderjyske, men Frederik Tilsteds sene mål sørgede for pointdeling.

Gensynet med GOG blev søndag aften en god oplevelse for Sønderjyskes Frederik Tilsted, som før sæsonen skiftede fra netop den fynske håndboldklub.

Højrebacken var den helt store profil for hjemmeholdet, som hjemme i Skansen fik 39-39 mod fynboerne på et mål af Tilsted ti sekunder før tid.

GOG havde ført stort set hele kampen, og cheftræner Kasper Christensen så ud til at få skovlen under sin tidligere arbejdsgiver.

Christensen var assistent og siden cheftræner for Sønderjyske i en håndfuld år, før han i 2020 skiftede til Ikast Håndbold.

Siden har GOG slået kløerne i ham, og søndag så det ud til, at han havde styr på, hvordan man nedlægger Sønderjyske.

GOG-profilerne viste i glimt deres høje topniveau i første halvleg, hvor gæsterne ad flere omgange bragte sig foran med fem mål.

Fynboerne brændte stort set ikke og havde også en perfekt udnyttelsesrate på straffekast.

GOG var derfor fortjent foran 21-17 ved pausen, men hvis man forventede, at udeholdet ville stikke af i anden halvleg, tog man fejl.

Fejlene sneg sig ind i GOG's spil, og samtidig begyndte Tilsted for alvor at træde i karakter for Sønderjyske.

Sønderjyderne åd sig ind i kampen og var kun bagud med to mål, da Magnus Frederiksen scorede på tomt mål et lille kvarter før tid.

Hjemmeholdet kom helt op på siden af GOG, men det så ud til, at gæsterne skulle løbe med det hele efter landsholdsspiller Hjalte Lykkes scoring i sidste minut.

Men ti sekunder før tid scorede topscorer Tilsted sit mål nummer 15 på 16 forsøg og skabte eufori i Sønderborg.

GOG har ligesom Mors-Thy 18 point på andenpladsen i herrernes liga. Der er otte point op til førerholdet Aalborg Håndbold.

Sønderjyske har 12 point på ottendepladsen, der lige akkurat giver adgang til slutspillet, når grundspillet er forbi.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT