Sene mål redder Real Madrid fra nederlag mod Elche

23. NOV 2025 • 23:03SPORT

Elche var få minutter fra at slå Real Madrid, men Jude Bellingham reddede det ene point for Madrid-klubben.

Real Madrid havde søndag aften muligheden for at distancere Barcelona med tre point i La Liga, men Real må nøjes med et forspring på et point, da udekampen mod Elche sluttede 2-2 efter fire mål i anden halvleg.

Elche var et herligt bekendtskab søndag, og hjemmeholdet var få minutter fra en overraskende sejr, men Jude Bellingham reddede Real fra nederlag med sin sene udligning.

Efter 13 runder fører Real Madrid med 32 point foran Barcelona med 31. Villarreal har 29 efter at have vundet de seneste fire kampe.

Real Madrid var selvsagt storfavorit, men Elche gik tydeligvis på banen for at drille giganten.

Det skabte en ligeværdig forestilling i begge ender, og begge havde flere chancer til at bringe sig foran før pausen.

Rafa Mir fik en tidlig chance for at bringe Elche foran, men Thibaut Courtois reddede med en stor fodparade.

Senere var hjemmeholdets André Silva igennem, men i stedet for at afslutte forsøgte han at finde en holdkammerat, og så løb den gode mulighed ud i sandet.

Hos Real Madrid var Kylian Mbappé tættest på ad flere omgange.

Føringsmålet kom syv minutter efter pausen. Elche broderede sig flot igennem Real-forsvaret, og fri foran mål prikkede Aleix Febas bolden forbi Thibaut Courtois.

Det fik øjeblikkeligt Real-træner Xabi Alonso til at reagere. Han sendte Vinicius Junior på banen for Rodrygo.

Real pressede for udligning og fik bonus for anstrengelserne efter 77 minutter, da forsvareren Dean Huijsen scorede til 1-1 efter hjørnespark.

Så gik Real efter det hele, men det var overraskende Elche, der kom på 2-1 i det 84. minut. Den unge angriber Alvaro Rodriguez løb solo mod målet, og sendte bolden ind ved stolpen med et skud fra kanten af feltet.

Hjemmepublikummets eufori holdt dog kun i tre minutter. Så udlignede Jude Bellingham efter endnu en dødbold.

Men for Real var det stadig en skuffelse både resultatmæssigt og spillemæssigt. Det var anden kamp i træk, at Real smed point som klar favorit.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT