Mål i tillægstiden sikrer Portugal sejr over Tjekkiet

18. JUN 2024 • 23:01SPORT

Portugal åbnede EM med en sejr på 2-1 over Tjekkiet på et sejrsmål af Francisco Conceicao i tillægstiden.

Det lignede længe en uforløst aften for Portugal mod Tjekkiet tirsdag aften.

Portugal angreb og angreb igennem hele kampen uden at komme foran, men to minutter inde i tillægstiden lykkedes det at score sejrsmålet til 2-1.

Indskifteren Francisco Conceicao blev helten på en aften, hvor Cristiano Ronaldos skarphed svigtede.

Tjekkiet havde stik mod spil og chancer bragt sig foran i anden halvleg, men Portugal fik fortjent listet sejren hjem i sidste ende.

Portugal stillede i forsvaret med veteranen Pepe, der med sine 41 år og 113 dage blev den ældste spiller nogensinde ved en EM-slutrunde. Han tog rekorden fra Ungarns målmand Gabor Kiraly.

Pepe havde dog ikke den travleste dag mod Tjekkiet, der sjældent kom i angreb. Portugal totaldominerede opgøret fra start, og sådan fortsatte det.

Portugiserne kom tromlende offensivt, men til tjekkernes held manglede der ofte det sidste, når angrebene skulle omsættes til chancer.

Det blev en forsvarskamp for Tjekkiet, der meget sjældent formåede at holde fast i bolden i mere end ganske få sekunder, inden et nyt portugisisk angreb blev sat i gang.

Halvlegens største chance tilfaldt 39-årige Cristiano Ronaldo efter godt en halv time, men keeper Jindrich Stanek kom godt ud og blokerede. Stanek virkede ellers meget usikker i mange situationer.

Kampbilledet fortsatte på nøjagtigt samme måde efter pausen, hvor tjekkerne stod langt tilbage og parerede det ene angreb efter det andet.

Ronaldo kom til et par afslutninger, som manglede kvalitet.

Efter en times spil fik Tjekkiet endelig sat et angreb op, og Lukas Provod tog chancen fra godt 20 meter og sendte bolden i mål uden for målmand Diogo Costas rækkevidde. Stik mod al sund fornuft var Tjekkiet i front.

Det varede dog blot i syv minutter, så viste målmand Stanek igen usikkerhed. Han parerede bolden ud i holdkammeraten Robin Hranac, der ikke kunne undgå at score selvmål.

Tre minutter før tid troede Diogo Jota, at han havde scoret sejrsmålet for Portugal, men VAR annullerede for offside.

Det lignede portugisisk skuffelse, indtil Francisco Conceicao, der netop var kommet på banen, dukkede op foran mål og afgjorde det hele.

Dermed fører Tyrkiet og Portugal gruppe F med hver tre point.

På næste spilledag i gruppen skal Portugal møde Tyrkiet, mens Tjekkiet tørner sammen med Georgien. Det sker på lørdag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU