Iran forhandler ifølge ambassade med Fifa om at flytte VM-kampe
Iran vil have flyttet landsholdets VM-kampe fra USA til Mexico på grund af konflikten i Mellemøsten.
Irans deltagelse ved sommerens VM i Nordamerika har været usikker, siden krigen i Mellemøsten brød ud i sidste måned.Nu er det iranske fodboldforbund i "forhandlinger" med Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) om at få flyttet landets gruppekampe, som alle er planlagt til at blive spillet i USA, til Mexico. Det siger Irans ambassade i Mexico ifølge AFP.
- Når (USA's præsident Donald, red.) Trump direkte har sagt, at han ikke kan garantere sikkerheden for det iranske landshold, vil vi naturligvis ikke rejse til USA, siger præsidenten for det iranske fodboldforbund, Mehdi Taj, i en udtalelse delt på ambassadens X-konto.
- Vi er i øjeblikket i forhandlinger med Fifa om at afvikle Irans kampe ved VM i Mexico.
Ifølge det nuværende program skal Iran møde New Zealand og Belgien i Los Angeles, efterfulgt af Egypten i Seattle.
Holdets base under turneringen er foreløbigt planlagt til at ligge i Tucson i den amerikanske delstat Arizona, skriver AFP.
Debatten om Irans deltagelse har stået på i flere uger. Iran har tidligere luftet muligheden for at flytte kampene til Mexico.
Fifa-præsident, Gianni Infantino, sagde i sidste uge, at Donald Trump havde forsikret ham om, at Iran er velkommen ved VM.
Men Trump skabte igen røre, da han efterfølgende kaldte det upassende, at landsholdet deltager i slutrunden.
- Irans fodboldlandshold er velkomment til VM, men jeg mener virkelig ikke, at det er passende, at de er der af hensyn til deres eget liv og sikkerhed, lød det fra Trump på hans Truth Social-platform.
Fredag svarede Iran igen i en story på landsholdets Instagram-profil, hvor det lød, at hvis nogen skulle udelukkes, burde det snarere være USA.
- Ingen kan udelukke Iran fra VM. Det eneste land, der risikerer udelukkelse, er et land, der blot bærer titlen "vært", men ikke evner at garantere sikkerheden for de deltagende hold i den globale event, lød det.
Irans deltagelse i turneringen kom i tvivl, efter at USA og Israel indledte omfattende angreb mod landet 28. februar. Iran har svaret igen med bølger af missiler og droner rettet mod Israel og amerikanske mål i Mellemøsten.
/ritzau/
