Vred Senegal-leder vil anke fratagelse af afrikansk titel

18. MAR 2026 • 03:34SPORT

Senegalesisk fodboldchef kalder fratagelse af Africa Cup of Nations-trofæ for en skændsel og bestilt arbejde.

Senegals Fodboldforbund (SFF) vil anke tirsdagens fratagelse af turneringssejren i Africa Cup of Nations til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Det siger forbundets generalsekretær, Abdoulaye Seydou Sow, til den senegalesiske tv-station RTS1.

- Dette er en skændsel. Afgørelsen er baseret på absolut ingenting, og der er intet juridisk grundlag, siger Abdoulaye Seydou Sow.

Senegals herrelandshold vandt i januar Africa Cup of Nations efter en finalesejr over Marokko.

Finalen blev skæmmet af ballade i slutningen af den ordinære spilletid ved stillingen 0-0.

Efter et VAR-tjek fik Marokko tilkendt et straffespark i de sidste sekunder, og det fik Senegal-spillerne til at udvandre.

Da kampen endelig kunne genoptages, blev straffesparket brændt, og i stedet afgjorde Senegal finalen i forlænget spilletid på Papa Gueyes drømmemål.

Siden har finalen været igennem en disciplinærsag, og i første omgang besluttede Det Afrikanske Fodboldforbunds (CAF) disciplinærudvalg, at Senegal kunne beholde sit trofæ.

Men Marokko ankede, og CAF's appelinstans besluttede tirsdag at taberdømme Senegal.

Generalsekretæren i Senegals Fodboldforbund beskylder appelinstansen for at have udført et stykke bestillingsarbejde.

- Da høringen begyndte, havde vi allerede en alvorlig tvivl. Det var tydeligt, at dommeren ikke var kommet for at træffe en afgørelse, men for at udføre en ordre, siger Abdoulaye Seydou Sow.

Han tilføjer, at fodboldforbundets præsident vil kontakte advokater med henblik på en appelsag hos CAS.

- Forbundets præsident vil kontakte advokaterne. Vi vil engagere de relevante myndigheder, og derefter går vi til sportsdomstolen, som vil komme med den endelige dom, siger Abdoulaye Seydou Sow.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT