Herlev besejrer Odenses ismestre og fortsætter vild stime
Herlev Eagles har med sejren i Odense vundet 12 ud af 13 ligakampe og topper Metal Ligaen.
Herlev Eagles har gang i en næsten eventyrlig sæson, og tirsdag skøjtede det overraskende tophold forbi de forsvarende ishockeymestre fra Odense.På udebane snuppede Herlev en 2-1-sejr over Odense Bulldogs, der ikke kunne dæmme op for topholdets storform.
Herlev ligger alene i spidsen af Metal Ligaen med 35 point efter 13 kampe. Trods et af ligaens mindste budgetter har Herlev vundet 12 af dem, den ene i overtid, og kun tabt en enkelt gang.
De forsvarende danske ishockeymestre fra Odense har omvendt indledt sæsonen haltende.
Fynboerne har spillet to kampe færre, men blot vundet fire af 11 kampe og ligger placeret midt i rækken.
Første periode forløb målløst, men de formstærke gæster fra Herlev skulle blot bruge tre minutter i anden periode på at bringe sig i front på den fynske udebane.
Gæsternes Frederik Bjerrum opsnappede pucken og fandt en fri Mathias Ingemann Larsen, der resolut sendte pucken i nettet.
I et veleksekveret powerplay blev Odense spillet en smule tynde få minutter efter, og så fordoblede Oliver True Herlevs føring.
Kort før periodens lukketid kom Odense bedre med, da Daniel Baastrup flot lagde en reducering ind bag Christian Elmose i Herlev-buret.
De sidste minutter udviklede sig til et mindre skydetelt foran Herlev-målet, men trods et tungt pres kom Odense aldrig frem til en udligning.
Andetsteds hentede Aalborg Pirates en sikker hjemmesejr på 3-1 over bundproppen Rødovre Mighty Bulls. Tre mål i anden periode grundlagde sejren, der sender nordjyderne op på en aktuel tredjeplads.
/ritzau/