EHF udvider og ommøblerer mændenes Champions League

21. OKT 2025 • 19:25SPORT

Mændenes Champions League bliver udvidet fra 16 til 24 hold, og formatet bliver ændret.

Der bliver lavet godt og grundigt om på herrehåndboldens Champions League fra næste sæson.

Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) oplyser tirsdag på sin hjemmeside, at turneringen udvides fra de nuværende 16 til 24 hold.

Derudover bliver turneringsformatet ændret drastisk, uden at der dog ændres på antallet af kampe.

Lige nu bliver de 16 hold delt op i to grupper med otte i hver. De to bedste går direkte i kvartfinalerne, mens holdene placeret mellem tre og seks skal spille playoffkampe for at nå kvartfinalen.

Det format har i årenes løb fået en del kritik, og nu bliver der ændret på det.

Fremover skal de 24 deltagende mandskaber deles op i seks grupper med fire i hver. De to bedste hold i hver gruppe går videre til en mellemrunde, mens de to dårligste hold rykker ned i den næstbedste turnering, European League.

I mellemrunden bliver de tilbageværende 12 hold delt op i to grupper med seks i hver. Herfra går de fire bedste hold i hver gruppe videre til kvartfinalerne, mens de resterende hold ryger i European Leagues ottendedelsfinale.

Mange hold får altså en europæisk redningsplanke i European League, som derfor også får en overhaling.

Hidtil har der været en kvalifikationsrunde forud for hovedturneringen. Den skrottes fremover. I stedet begynder turneringen omgående med gruppespil.

- Kvalitetsniveauet i de europæiske håndboldklubber er så højt, at begge ligaer bliver utroligt konkurrencedygtige og dermed øger deres attraktivitet for fans, medier og partnere. De to produkter bliver endnu stærkere, end de allerede er nu, siger EHF-præsident Michael Wiederer ifølge forbundets hjemmeside.

Final 4-formatet, som de seneste mange år er blevet afviklet i Köln, fortsætter. EHF oplyser, at man senere også vil præsentere ændringer i kvindernes Champions League. Ændringer vil træde i kraft i 2027.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT