Laporta vil bygge statue af Messi foran Camp Nou
FC Barcelona vil ifølge klubpræsidenten opføre en statue af koryfæet Lionel Messi foran Camp Nou.
Lionel Messi er en af de største stjerner i FC Barcelonas historie. I manges øjne den absolut største.Derfor skal han nu foreviges foran fodboldklubbens stadion, mener klubpræsident Joan Laporta, som vil opføre en statue af argentineren.
- Messi vil altid være forbundet med Barca. Han ved, at døren altid står åben for ham. Vi har så meget respekt for ham, og han fortjener den bedste hyldest, siger han ifølge Reuters ved en boglancering.
- Han bør have en statue ved Spotify Camp Nou ligesom (Johan, red.) Cruyff og (Laszlo, red.) Kubala. Han er en af de ikoniske spillere, som har efterladt sit aftryk på os.
- Vi har drøftet det på et møde og er i gang med arbejdet. Familien skal være enig. Alle Barca-fans ønsker det, siger klubpræsidenten.
Messi besøgte i søndags Barcelonas stadion, som er under renovering, og skrev efterfølgende på Instagram, at han drømmer om at vende tilbage til den catalanske storby.
Det blev af nogen opfattet som en invitation til Laporta om at hente den ottedobbelte Ballon d'Or-vinder tilbage til Barcelona.
Men det afviste Laporta som "urealistisk" i et interview med Catalunya Radio.
38-årige Messi forlængede da også for nylig sin kontrakt med amerikanske Inter Miami. Messis aftale med Florida-holdet står først til at udløbe ved udgangen af 2028.
/ritzau/
