Landsholdsprofiler ser tydelig Riemer-retning

19. NOV 2024 • 07:00SPORT

Brian Riemer søger en mere offensiv og modig spillestil, mener landsholdsspillere.

Brian Riemer har hurtigt formået at få sat sit præg på det danske fodboldlandshold, mener flere af holdets bærende profiler.

For selv om den nye landstræner har været under et stort pres for at få de nødvendige resultater mod Spanien og Serbien i Nations League, har han også formået at implementere nogle af sine taktiske idéer i løbet af sin første landsholdssamling på otte dage.

Sådan lyder det fra Kasper Schmeichel, Christian Eriksen og Mikkel Damsgaard, efter at Danmark mandag aften spillede sig videre til kvartfinalerne i Nations League ved at spille 0-0 i Serbien efter en svær kamp for det danske hold.

- Jeg kender Brian fra Anderlecht, og jeg ved, hvordan han gerne vil spille, og jeg har prøvet at hjælpe ham med at få sine idéer ind i holdet. Vi vil gerne prøve at presse højt og skabe flere chancer, og vi har skiftet over til at spille med fire nede bagved - det har vi ikke gjort i en periode.

- Det har været en fin landsholdsuge, men det tager tid at få implementeret nye ting, men tid har man bare ikke i fodbold, siger landsholdsmålmand Kasper Schmeichel.

Christian Eriksen pointerer, at Riemer har skiftet formation til 4-3-3, og at spillertruppen har købt ind på trænerens taktiske idéer til de enkelte kampe. Det er ovenikøbet sket på et tidspunkt, hvor en række skader har gjort betingelserne svære for den nye landstræner.

- Brian har taget godt imod os, og truppen har taget godt imod ham. Vi spiller et nyt system, som alle lige skal lære at kende. Jeg kan godt se, hvor vi er på vej hen.

- Der har også været en del nye spillere omkring landsholdet, men alle har gjort deres arbejde og præsteret, hvad de skulle, siger Christian Eriksen.

Mikkel Damsgaard har bemærket, at Riemer har opfordret landsholdsspillerne til at være mere modige i deres boldomgang. Den tilgang skal de lige vænne sig til.

- Der har været mange ting at arbejde med på kort tid. Vi skal være mere modige i vores mand-mand-spil, og det skal vi lige vænne os til, men nu har vi også tid til at forbedre det.

- Alt kan ikke være perfekt efter en uge, hvor vi har haft meget få træninger. Men det er et spændende projekt, og jeg kan tydeligt se Brians idéer, siger Damsgaard.

Når landsholdet samles til Nations League-kvartfinaler i marts, forventer Kasper Schmeichel, at holdet er bedre, selv om spillerne kun har optrådt i klubregi i den mellemliggende periode.

- Der er tre-fire måneder til, at vi mødes med landsholdet igen, og vi skal alle spille en masse klubkampe imens, men vi kommer også til at have en masse samtaler og møder med Brian, så vi kan være klar til næste samling, siger målmanden.

På fredag finder landsholdet ud af, hvem der bliver holdets kvartfinalemodstander i marts. Danmark kan trække enten Tyskland, Frankrig eller Portugal.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT