Landsholdet pakker græske gaver op og sikrer VM-livline
Danmark udnyttede store græske fejl i eget felt og vandt med 3-1 i Parken. Danmark er fire point fra VM.
Det danske fodboldlandshold kan se tilbage på en næsten perfekt samling, hvor Danmark har taget store skridt mod næste års VM-slutrunde i Nordamerika.Tre døgn efter at have slået Belarus med tenniscifre vandt Danmark søndag aften 3-1 over et Grækenland i gavehumør i Parken. Rasmus Højlund, Joachim Andersen og Mikkel Damsgaard scorede de danske mål, der alle faldt i første halvleg.
Med sejren er Danmark sikker på minimum at skulle spille playoffkampe om en VM-billet, men Danmark er også favorit til gruppesejren og direkte kvalifikation til VM.
Danmark topper fortsat kvalifikationsgruppen inden de to sidste spillerunder i november. Både Danmark og Skotland har ti point, men Danmark har en målscore på 11 overskydende mål mod skotternes fem.
Derfor kan Danmark med al sandsynlighed kvalificere sig til VM, hvis Brian Riemers hold får fire point ud af møderne med Belarus og Skotland i november.
Den danske landstræner kan dog også se tilbage på en søndag aften i en fyldt nationalarena, hvor tingene kunne være gået anderledes, hvis det ikke havde været for en flok gavmilde grækere.
De undertippede gæster startede opgøret klart bedst og kunne have taget føringen ved den tidligere Esbjerg-back Kostas Tsimikas allerede efter 38 sekunder, men han helkiksede på et frit forsøg ved bageste stolpe.
Det græske overtag varede 20 minutter og kunne sagtens have medført et føringsmål, men første halvleg endte som en græsk fodboldtragedie med Christos Zafeiris som aktens første skurk.
Hans vattede aflevering til keeper Odysseas Vlachodimos blev læst af Rasmus Højlund. Den formstærke danske angriber prikkede køligt bolden i mål til en dansk føring.
I slutningen af første halvleg scorede Danmark to gange på 84 sekunder.
Først scorede Joachim Andersen sit første landskampsmål efter et kraftfuldt hovedstød efter Mikkel Damsgaards hjørnespark, og derefter kom Damsgaard på måltavlen efter en ny græsk foræring.
Konstantinos Koulierakis mistede uprovokeret bolden til Victor Froholdt i eget felt, og teenagefænomenet fandt en fremstormende Damsgaard, som sparkede Parken i ekstase med målet til 3-0.
Landstræneren Ivan Jovanovic havde forud for kampen sagt, at grækerne skulle undgå personlige fejl samt være varsomme på dødbolde, men han måtte konstatere, at netop de punkter endegyldigt kostede hans hold muligheden for at komme til VM.
Han kunne dog tage lidt oprejsning med hjem efter en godkendt græsk anden halvleg mod et til tider sløset dansk hold.
I det 63. minut reducerede kantprofilen Christos Tzolis, da han fik bolden i feltet og kanonerede den ind bag Schmeichel. Det var Danmarks første indkasserede mål i kvalifikationen.
Reduceringen gav lidt græsk liv, og i de følgende minutter måtte Riemer for første gang i kampen for alvor hæve stemmen på sidelinjen for lige at få skærpet koncentrationen.
Gæsternes genvundne optimisme var lige ved at kaste yderligere en reducering af sig. Der var brug for både Kasper Schmeichel og en vaks redning på stregen af Joachim Andersen for at forhindre panik før lukketid.
I den anden ende var træværket to gange i vejen for endnu en dansk dødboldscoring i de sidste ti minutter.
/ritzau/