Lidegaard efter tre dages forhandlinger: Der er blevet taget gode ryk

31. MAJ 2026 • 00:40ERHVERV/POLITIK

Partierne nærmer sig hinanden under forhandlingerne. Der er dog stadig et stykke vej endnu, mener Lidegaard.

Der er blevet taget "en del rigtig gode ryk" i løbet af lørdagens regeringsforhandlinger på Marienborg.

Det siger De Radikales leder, Martin Lidegaard, sent lørdag aften, hvor han og partifælle Samira Nawa har forladt statsministerens embedsbolig nord for København.

- Vi har taget, synes jeg, en del rigtig gode ryk i dag og i aften, men det er vist fair at sige, at der stadig er et par stykker tilbage, siger Lidegaard.

Lørdag var tredje dag i træk, hvor De Radikale, SF og Moderaterne mødtes med kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) på Marienborg.

Også SF-formand Pia Olsen Dyhr og Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen, har sent lørdag aften forladt forhandlingerne.

Forud for dagens forhandlinger lød det fra Lidegaard, at der var sket positive fremskridt under torsdagens og fredagens møder.

- Jeg håber da, at vi fortsætter i det gode spor, vi har haft de seneste dage. Og får givet det et nøk til, sagde Lidegaard til TV 2 News lørdag eftermiddag.

Samtidig lød det dog fra partilederen, at der er et stykke vej endnu, før der eventuelt vil kunne dannes en regering.

Lørdag formiddag mødte Enhedslisten op på Marienborg. Her lød det fra partiets politiske ordfører, Pelle Dragsted, at der endnu er "store knaster" i forhandlingerne.

Ikke mindst Enhedslisten og Moderaterne har svært ved at se ens på emner som nedsat selskabsskat og en afskaffelse af mellemskatten.

Der er gået to måneder og seks dage siden folketingsvalget 24. marts, og Danmark har endnu ikke fået en ny regering som afløser for SVM-regeringen.

Planen er formentlig, at Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale skal være i regering med opbakning fra Enhedslisten som parlamentarisk grundlag.

De fire mulige regeringspartier har tilsammen 82 mandater i Folketinget, mens Enhedslisten har 11 mandater.

Hvis de fem partier holder sammen, vil der således ikke kunne være et flertal imod regeringen i Folketinget.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) er i gang med sin anden omgang som kongelig undersøger efter valget, hvor Venstre-formand Troels Lund Poulsen også har ledet forhandlingerne i et par uger.

Det lykkedes imidlertid ikke for ham at få opbakning fra Moderaterne til at danne en blå regering med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.

Derfor valgte Moderaterne i sidste uge at pege på Mette Frederiksen som kongelig undersøger.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT