Ukrainske Oleksandra Oliynykova savner handling fra WTA efter opgør mod russiske Diana Shnaider i French Open.
Den ukrainske tennisspiller Oleksandra Oliynykova opfordrer kvindernes tennisorganisation WTA til at gribe ind over for spillere, der støtter Ruslands invasion af Ukraine.Lørdag mødte hun russeren Diana Shnaider i tredje runde af grand slam-turneringen French Open.
Shnaider vandt opgøret i to sæt, og efter kampen rettede Oliynykova kritik mod russiske spillere på touren.
- De russiske spillere har disse forfærdelige holdninger. Det er det, vi har på touren lige nu. For mig er det noget, vi bør stoppe med at acceptere i professionel sport, siger hun til pressen ifølge AFP.
- Hvis de ikke vil lytte og fortsætter med at sprede propaganda, så bør der være en mekanisme på touren til at stoppe det.
- De vil tjene penge. De vil være offentlige. De vil bruge det til at støtte deres diktatorer. Det er det, de vil gøre, og det skal vi stoppe med at acceptere, tilføjer den ukrainske tennisspiller.
Oliynykova havde forud for kampen beskyldt Shnaider for at modtage penge fra en virksomhed, der ifølge hende finansierer krigsforbrydelser, skriver AFP.
Efter lodtrækningen viste hun sin telefon frem med billeder af Shnaider, der spiller ved et arrangement sponsoreret af det russiske statslige energiselskab Gazprom samt nogle af Shnaiders "likes" på sociale medier.
Shnaider, der lørdag vandt 7-5, 6-1, siger efter kampen, at hun ikke kender til kritikken.
- I går trænede jeg bare og forberedte mig, siger hun ifølge AFP.
- Så jeg har ikke hørt noget. Jeg har ingen idé om, hvad hun sagde. Jeg var overhovedet ikke interesseret, tilføjer hun.
Shnaider har heller ingen kommentarer til omtalen af sociale medier.
- I forhold til opvisningsturneringen så rejser jeg året rundt. Jeg ser ikke min familie eller venner, og jeg har kun én mulighed for at spille foran dem og bare tilbringe lidt tid derhjemme, siger hun.
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har Oliynykova flere gange bragt dette emne op på WTA-touren.
/ritzau/AFP