Wiebes var lørdag først over målstregen i Ravenna. Få timer efter er hun blevet smidt ud af Giro d'Italia.
Den hollandske cykelrytter Lorena Wiebes (SD Worx) er blevet smidt ud af cykelløbet Giro d'Italia.Det sker få timer efter, at hun lørdag eftermiddag kørte først over målstregen ved løbets åbningsetape i Ravenna.
Det skriver løbsarrangørerne lørdag aften i et opslag på det sociale medie X.
Årsagen til diskvalifikationen er ifølge løbsarrangørerne, at 27-årige Wiebes' cykel ikke vejede nok.
- Lorena Wiebes er blevet udelukket fra Giro d'Italia Women efter et brud på artikel 2.12.007 - 2.2: brug af en cykel, der ikke overholder reglerne, specifikt fordi den ikke levede op til minimumsvægten, skriver arrangørerne.
Wiebes er blevet frataget etapesejren, der er blevet tildelt Elisa Balsamo (Lidl-Trek).
Den 28-årige italienske cykelrytter kan desuden stille til start i løbets lyserøde førertrøje ved anden etape søndag, hvor feltet tilbagelægger en strækning på 156 kilometer fra Roncade til Caorle.
Cykelholdet SD Worx skriver lørdag aften i et opslag på X, at det er chokeret over beslutningen, som det kalder "en usædvanlig hård straf".
Ifølge arrangørerne vejede Wiebes' cykel 6,78 kilo, hvilket er 20 gram mindre end den fastsatte minimumsgrænse på 6,8 kilo.
- Holdet er meget skeptisk over vægtkontrollen af cyklerne under Giro d'Italia Women, skriver SD Worx.
Cykelholdet hævder, at der var en vægtforskel på 50 gram, da den omtalte cykel blev vejet to gange, efter at den hollandske cykelrytter krydsede målstregen i Ravenna.
- Wiebes har kørt på denne cykel flere gange i løbet af sæsonen, og den har altid været samlet på samme måde. Med denne cykel har hun sikret sig adskillige sejre, skriver SD Worx og tilføjer:
- Desuden blev cyklen tidligere på året, efter flere løb hvor Wiebes vandt spurten med stor margin, vejet af UCI-juryen. Hver gang blev cyklens vægt fundet langt over grænsen på 6,8 kilo.
Danske Jonas Vingegaard ligger i øjeblikket i front ved herrernes udgave af Giro d'Italia, hvor han i år har taget fem etapesejre. Løbets sidste etape afsluttes søndag i den italienske hovedstad, Rom.
/ritzau/