Ghanas spillere bør omringe dommeren og brokke sig mere, mener Antoine Semenyo.
Ghana fik 0-0 med fra sit møde med England ved VM, men utilfredsheden sidder stadig i spillerne et par dage efter kampen.Det er især en episode, hvor Prince Kwabena Adu blev nedlagt af forsvarsspilleren Ezri Konsa, men ikke fik noget straffespark, der nager.
Manchester City-profilen Antoine Semenyo opfordrer sine holdkammerater til at være mere pågående over for dommeren.
- Som spillere skal vi omringe dommeren og brokke os. Man skal sige noget.
- Som hold skal vi være mere aggressive i forhold til dommerne. Det kan være at ligge længere ned som spiller, eller åbenlyst at trænerne plager fjerdedommeren på sidelinjen, siger Semenyo ifølge Reuters.
Ghanas rutinerede landstræner, Carlos Queiroz, mener, at hans spillere er sat i et uheldigt dilemma.
- Dommerne siger: "Dine spillere protesterede ikke engang".
- Men når de protesterer, får de gule kort. Så vi ved ikke, hvor vi står, siger Queiroz.
Portugiseren undrer sig over, at VAR ikke hjalp dommeren.
- VAR blev indført i 2016. Der er gået ti år. Det er ingen undskyldning. Der er ingen grund til, at VAR ikke fungerer bedre. Det er tid til, at Fifa ser på, hvad der sker bag kulisserne, siger Queiroz.
Ghana har fire point efter sine første to kampe ved VM. Uafgjort mod Kroatien lørdag aften dansk tid sikrer ghaneserne mindst andenpladsen og avancement til knockoutrunderne.
/ritzau/