Klaveness går efter nyoprettet plads til kvinder i Uefa-top

21. JAN 2025 • 16:05SPORT

Norges fodboldpræsident Lise Klaveness går efter en nyoprettet plads til kvinder i Uefas eksekutivkomité.

Norges fodboldpræsident Lise Klaveness har skiftet kurs og går til april nu efter en plads, der er specielt dedikeret til en kvindelig kandidat.

Hun stiller således op til valg til den nyoprettede plads i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) såkaldte eksekutivkomité, der er forbundets bestemmende organ.

Hun forsøgte sig også i 2023, men dengang insisterede hun på, at hun ville vælges til en af de pladser, som både mænd og kvinder kan blive valgt til.

Hun fik næstfærrest stemmer af 11 kandidater i det felt og var langt fra en af de syv pladser, der var på valg. Og walisiske Laura McAllister tog i stedet den ene plads reserveret til kvinder og fire år i eksekutivkomitéen.

I 2024 besluttede Uefa at oprette endnu en plads reserveret til en kvindelig kandidat, så der nu er to i alt, og det er den, Klaveness går efter.

På Norges Fodboldforbunds (NFF) hjemmeside opremser hun sine mærkesager, og de inkluderer blandt andet spillervelfærd, teknologisk innovation samt fodboldens samfundsrolle.

Især sidstnævnte har gjort Klaveness til et kendt navn uden for Norges grænser. Hun har således været insisterende i sin kritik af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og især tildelingen af VM-slutrunder til lande, hvor menneskerettigheder har trange kår.

Hun lægger op til, at den kurs skal fortsætte.

- Der er behov for et stærkt Uefa i en verden med et udfordrende geopolitisk klima. Jeg vil gøre mit yderste for at sikre, at Uefas synspunkter bliver reflekteret i den globale styring af fodbold, siger Klaveness.

Uefas kongres, hvor der skal vælges medlemmer til eksekutivkomitéen, afvikles 3. april.

Formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, var også på valg i 2023 og fik dengang næstflest stemmer af alle, hvorfor han sidder i eksekutivkomitéen frem til minimum 2027.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT