Kasper Dolberg udgår med en skade i Anderlechts udesejr
Den 27-årige landsholdsangriber spillede kampen for Anderlecht med en forbinding omkring sit ene knæ.
Landsholdsangriberen Kasper Dolberg måtte søndag gå fra banen med en skade i Anderlechts udesejr på 1-0 over Charleroi i den bedste belgiske fodboldrække, Jupiler League.Dolberg spillede kampen med en stor forbinding af hvid tape omkring sit højre knæ.
Efter en duel i første halvleg satte angriberen sig i græsset og rystede let på hovedet.
Den danske landsholdsangriber forsøgte kortvarigt at spille videre, men efter 38 minutter lod Dolberg sig udskifte.
Angriberen gik selv fra banen med blikket rettet mod jorden.
Efter kampen fortæller Anderlecht-træner David Hubert, at der er tale om en ledbåndsskade.
- Den slags kan tage tid. Han mærkede noget og besluttede sig for ikke at løbe nogen risiko. Vi ved endnu ikke, hvordan skaden kommer til at udvikle sig. Jeg håber og forventer ikke, at det er alt for slemt, siger David Hubert til Voetbalkrant.
I sidste spillerunde var 27-årige Dolberg på pletten med to scoringer i 2-0-sejren over Royal Antwerp.
Dolbergs afløser søndag var argentinske Luis Vazquez, og sydamerikaneren viste ligeledes målfarlighed.
Vazquez var i hvert fald manden, der sendte Anderlecht foran med 1-0 i Charleroi efter lidt mere end en time.
Det blev opgørets eneste mål i Anderlechts snævre udesejr.
I forsvaret for Anderlecht var danske Lucas Hey at finde i alle 90 minutter. Hey skiftede til den belgiske klub i januar fra superligaklubben FC Nordsjælland.
Den danske målmand Mads Kikkenborg sad på bænken for Anderlecht i hele opgøret mod Charleroi.
Med sejren holder Anderlecht snor i Royale Union Saint-Gilloise på ligaens tredjeplads.
Anderlecht er nummer fire med 45 point, hvilket er et enkelt færre end Saint-Gilloise.
/ritzau/