Tyskland føler sig sikker på Tour de France-start i 2029
Tysk arrangørgruppe regner med, at Berlin bliver vært for starten på Tour de France i 2029.
Arrangørerne i Tyskland føler sig overbeviste om, at Berlin bliver udpeget til at danne rammen om starten på Tour de France i 2029.Det siger formanden for Grand Départ Allemagne, Thomas Hofmann.
- Vi har rigtigt gode snakke, siger Hofmann med henvisning til ASO, der arrangerer Touren.
Ud over starten i Berlin er det planen, at etapeløbet går igennem de tre delstater Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen i det østlige Tyskland.
De største rivaler til Grand Départ i 2029 er Prag i Tjekkiet samt Slovenien, der er hjemlandet for superstjernen Tadej Pogacar, der har vundet fire af de seneste seks udgaver af Tour de France.
I Tyskland forventer man dog at blive valgt som vært i det, der bliver 40-året for Berlinmurens fald.
- Man må sige, at vi har den bedste historie, siger Hofmann.
Den endelige beslutning bliver først truffet i sommeren 2027.
Inden da lyder Tourens startskud i 2026 i Barcelona, mens 2027-udgaven begynder i Edinburgh.
Tour de France er fire gange tidligere begyndt i Tyskland, senest i Düsseldorf i 2017.
Vestberlin var vært for Grand Départ i 1987 før den tyske genforening, og Frankfurt og Köln stod for starten i henholdsvis 1980 og 1965.
/ritzau/
