Dansk cykelhold fyrer rytter efter positiv dopingtest
Mads Schulz Jørgensen er blevet fyret af BHS-PL Beton Bornholm efter dopingtest med spor af terbutalin.
Kontinentalholdet BHS-PL Beton Bornholm har fyret Mads Schulz Jørgensen.Årsagen er, at den 20-årige Schulz Jørgensen afgav en positiv dopingprøve den 11. januar 2026 i forbindelse med DM i cyklecross.
Det bekræfter holdet over for cykelsportsmediet Feltet.
Tidligere onsdag modtog samme medie en pressemeddelelse fra rytteren, hvor han meddeler, at han suspenderer sig selv som følge af den positive test, der indeholdt spor af det forbudte stof terbutalin.
Schulz Jørgensen forklarer, at han har astma og normalt tager en medicin, der er godkendt, og han vurderer, at han kan have taget sin fars astmamedicin, der indeholder det forbudte stof.
- Min bedste forklaring på den positive prøve er, at jeg i forbindelse med DM har taget min fars astmaspray, der har samme blå farve som min egen.
- Jeg har ikke på noget tidspunkt været klar over den indholdsmæssige forskel på de to astmasprays, men uanset årsagen ændrer det ikke på, at ansvaret er mit, siger Mads Schulz Jørgensen.
Feltet har været i kontakt med Anti Doping Danmark, der bekræfter, at der er åbnet en sag i forbindelse med Schulz Jørgensens positive prøve, og at stoffet terbutalin er forbudt at indtage uden dispensation. Som udgangspunkt udløser det en toårig karantæne, lyder det.
/ritzau/
