Kaptajnens pandebrask giver Barcelona smal sejr

22. MAR 2026 • 16:05SPORT

Ronald Araujo scorede det afgørende mål i første halvleg, da Barcelona tog en smal sejr over Rayo Vallecano.

FC Barcelonas offensiv har sprudlet på det seneste, og klubben har scoret mål på samlebånd. Men søndag var en enkelt fuldtræffer nok til sejr.

Hjemme på Camp Nou vandt Barcelona med 1-0 over Rayo Vallecano i La Liga, og det var ikke engang de ellers så livlige offensive stjerner, der sørgede for de tre point.

Det var derimod forsvarsstyrmand og anfører Ronald Araujo, der efter 25 minutter steg op til et hjørnespark og pandede Barcelona i front.

Barcelona var ellers lige ved at løbe ind i en chokstart, da Rayo Vallecanos Carlos Martin tvang Barcelona-keeper Joan Garcia til en god redning få minutter efter startfløjt.

Men værterne fik styr på begivenhederne, og både Raphinha og Lamine Yamal meldte sig på banen med nærgående forsøg, inden Ronald Araujo scorede kampens afgørende mål.

For eksempel måtte Rayo Vallecanos keeper diske op med en vild refleksredning, da Raphinha hamrede på mål fra en god position i feltet.

Det blev dog ikke til flere mål, og det lever Barcelona formentlig fint med. De tre point betyder nemlig, at klubben på førstepladsen nu har syv point ned til Real Madrid på andenpladsen. Hovedstadsklubben har dog en kamp i hånden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT