Jürgen Klopp scorer chefjob i Red Bull

9. OKT 2024 • 09:46SPORT

Den tidligere Liverpool-træner bliver overordnet fodboldchef i Red Bull-koncernen.

Efter nogle måneders pause vender den tidligere Liverpool-træner Jürgen Klopp tilbage til fodboldens verden.

Den 57-årige tysker bliver fra 1. januar global fodboldchef i Red Bull-koncernen. Det oplyser Red Bull på sin hjemmeside.

I sit nye job får Klopp ansvaret for Red Bull's portefølje af fodboldklubber i hele verden. Det understreges, at han ikke bliver involveret i det daglige arbejde i klubberne.

- Efter næsten 25 år på sidelinjen er jeg begejstret over at blive en del af dette projekt. Rollen er måske anderledes, men min passion for fodbold og de mennesker, der gør spillet til, hvad det er, har ikke ændret sig, siger Klopp.

- Sammen skal vi finde ud af, hvad der er muligt. Jeg ser min rolle primært som mentor for trænere og ledelse i Red Bull-klubberne, men frem for alt er jeg del af en unik, innovativ og fremsynet organisation, lyder det.

Jürgen Klopp stoppede i maj som træner for Liverpool efter ni succesfulde sæsoner, hvor han vandt både Premier League og Champions League foruden flere pokalturneringer.

Han indledte trænerkarrieren i Mainz, som han stod i spidsen for i syv år, inden han skiftede til Dortmund, som han førte til to tyske mesterskaber og en tabt Champions League-finale.

Klopp er kendt for at få sine hold til at spille en særlig intens fodboldstil, som han selv har kaldt "heavy metal-fodbold".

- Vi er stolte af denne fremragende og uden tvivl stærkeste signing i Red Bull's fodboldhistorie, siger Red Bull-direktør Oliver Mintzlaff.

De mest kendte fodboldklubber i Red Bull-koncernen er Red Bull Salzburg i Østrig og tyske RB Leipzig.

Ifølge Sky Sports i Tyskland har Klopp i sin aftale med Red Bull fået indført en exit-klausul, hvis han bliver tilbudt jobbet som tysk landstræner.

Den nuværende landstræner, Julian Nagelsmann, har kontrakt til VM 2026.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT