Jon Rahm sår tvivl om Ryder Cup: Nægter at betale bøder
Jon Rahm vil gerne spille tre golfturneringer på DP World Tour i efteråret, men vil ikke betale sine bøder.
Golfstjernen Jon Rahm er havnet i en tvist med DP World Tour, som kan ende med at koste ham deltagelsen i næste års Ryder Cup.Den 29-årige spanier nægter således at betale sine bøder - angiveligt et beløb svarende til omkring otte millioner kroner - til DP World Tour og kan ifølge reglerne således aktuelt ikke spille på touren.
Og det kan koste ham deltagelsen i Ryder Cup, da man skal spille mindst fire turneringer på touren for at blive aktuel. OL i Paris, hvor Rahm blev nummer fem, talte som den første.
Rahm planlægger derudover at spille tre turneringer, inden 2024 er omme. I første omgang drejer det sig om Open de España i slutningen af september.
- Vi har meldt os til for længe siden. Men om de lader mig spille eller ej, er en anden ting. Jeg er ikke stor fan af bøderne, det har jeg været meget åben omkring, siger Jon Rahm på et pressemøde ifølge AFP.
Rahm sluttede sig sidste år til den omdiskuterede udbrydertour LIV Golf og fik angiveligt svimlende 300 millioner dollar, svarende til to milliarder kroner, for ulejligheden.
Men han meldte sig samtidigt ikke ud af DP World Tour og har derfor fået en bøde, for hver gang han har spillet på LIV Golf, på datoer hvor der også er turneringer på DP World Tour.
Rahm kan formentligt uden problemer selv betale bøderne, hvis han vil. Der er også fortilfælde for, at LIV Golf klarer regningen. Eller at appellere bøderne og dermed være aktuel, indtil en afgørelse falder.
Rahm virker dog ikke indstillet på nogen af delene.
- Jeg har ingen intention om at betale bøderne, men vi har en diskussion med dem (DP World Tour, red.), om hvordan vi kan få det til at ske, siger Rahm, som har været med i de seneste tre Ryder Cups med to europæiske sejre til følge.
Den spanske stjerne var nummer et på verdensranglisten i maj 2023. Siden er han raslet ned på en aktuel 14.-plads, da LIV Golf-turneringer ikke giver point til listen.
Sidste sommer annoncerede den amerikanske PGA Tour, DP World Tour og LIV Golf efter en længere konflikt overraskende, at man vil begrave stridsøksen og indgå et "strategisk samarbejde".
Senere fik trioen selskab af Strategic Sports Group (SSG), der har fodboldklubben Liverpools ejere, Fenway Sports Group, i spidsen.
Men man nåede ikke sin egen deadline - 31. december 2023 - for at få samarbejdet formaliseret, og den er udskudt på ubestemt tid.
/ritzau/