Mette Frederiksen ser skifte i Europa efter valgnederlag til Orbán
Beslutningerne om EU-lån til Ukraine og sanktioner mod Rusland giver håb om større enighed, siger Mette F.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har længe været en stopklods for Europas forsøg på at hjælpe Ukraine i krigen mod Rusland.Men hans valgnederlag kan måske bane vejen for større enighed i EU. Det håber fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) efter det torsdag endelig lykkes de 27 EU-lande at blive enige om et vigtigt lån til Ukraine og den 20. sanktionspakke mod Rusland.
- Det er rigtig godt, at der har været afholdt valg i Ungarn. For vi har igennem lang tid haft et land, der har blokeret for, at vi har kunne træffe de nødvendige beslutninger, så vi kan passe på Europa, siger Mette Frederiksen.
Viktor Orbán var længe den eneste, der blokerede for EU-lånet til Ukraine. Han havde dog også opbakning fra Slovakiet til blokaden af den 20. sanktionspakke mod Rusland.
Hans farvel til posten som Ungarns leder kan føre til, at andre Ukraine-skeptiske lande vil dæmpe deres vilje til at gå op i mod flertallet af EU-lande.
- Det betyder ikke, at alle problemer er løst. For der også andre regeringer, der ser anderledes på den sikkerhedsmæssige situation, end vi gør fra dansk side.
- Så der er masser af udfordringer. Men alt andet lige, så er det lettere at få fælles fodslag i Europa. Og det er forudsætningen for, at Europa kan stå stærkt, siger Mette Frederiksen.
Hun kalder denne uges uformelle EU-topmøde for et møde i krigens skygge.
Hun henviser til krige i Mellemøsten og i Ukraine, som har forværret den sikkerhedspolitiske situation og medført højere priser for forbrugerne på en række varer.
- Når man lægger alt det sammen, er Europa i en sværere og farligere situation, end vi har været i rigtig mange år, siger hun.
Derfor er Europa ifølge Mette Frederiksen nødt til at opruste militært til et "egentligt totalforsvar".
Samtidig bør Europa ifølge Mette Frederiksen udfase fossile brændsler for at stå stærkere.
/ritzau/
