Ishockeymænd smider føring og taber til Norge i OL-test
Det endte med to nederlag og en enkelt sejr for Danmark i den sidste testturnering før vinterlegene i februar.
Det danske ishockeylandshold var foran 1-0 mod Norge, men endte med at tabe til rivalen efter overtid i den sidste testturnering før vinter-OL i februar.I den tredje og sidste træningskamp blev en skidt anden periode kostbar for Danmark, der indkasserede to hurtige norske mål.
Danmark svarede igen i tredje periode og udlignede til 2-2, inden at Norge vandt opgøret med en afgørende scoring i overtid.
Dermed blev det til en enkelt sejr og to nederlag i miniturneringen i franske Epinal for det danske hold. Danmark havde torsdag tabt til Frankrig og fredag vundet over Ungarn.
Landstræner Mikael Gath skulle bruge kampene til at se, om der var nogen, der kunne snige sig med i truppen, mens mange af profilerne var fraværende i Frankrig.
Danmark bragte sig i front med 1-0 i slutningen af første periode.
Nick Olesen tog pucken til sig og trak forbi en nordmand, inden han sendte den ind bag den norske keeper Henrik Haukeland.
Norge svarede dog igen i anden periode, hvor Danmark var under pres det meste af tiden.
Lidt over fem minutter inde i anden periode udlignede nordmanden Thomas Berg-Paulsen til 1-1, da han fulgte godt op efter en redning af den danske keeper David Grubak.
Nordmanden opsnappede pucken og listede den rundt om Rungsted-keeperens venstreben og i nettet.
Fire minutter senere scorede Norge til 2-1 ved Samuel Solem, der stod helt fri ved bageste stang.
Danmark fandt noget af det gode spil frem igen i tredje periode og udlignede til 2-2 med lidt over seks minutter tilbage.
Mathias From hamrede på mål og via en norsk spiller røg pucken i kassen, og så steg spændingen i slutfasen.
Der blev ikke scoret yderligere i tredje periode, og så skulle det ud i overtid.
Her skulle Norge kun bruge et enkelt angreb på at score. Efter få sekunder af overtiden lå pucken i det danske bur på et mål af Patrick Elvsveen.
/ritzau/
