Ishockeyherrer får klø af Frankrig og havner i slagsmål

6. NOV 2025 • 23:13SPORT

Danmarks ishockeylandshold tabte 1-3 ude til Frankrig i test før vinter-OL. Slagsmål skæmmede opgøret.

Det danske ishockeylandshold har fået en kedelig start på den sidste testturnering inden næste års vinter-OL.

Torsdag tabte Danmark fortjent med 1-3 ude til Frankrig på en aften, hvor det danske hold fik flere matchstraffe end mål.

Joachim Blichfeld og Christian Wejse blev sendt i bad efter at have været involveret i et masseslagsmål.

Landstræner Mikael Gath skal bruge miniturneringen i det østlige Frankrig til at se sine OL-kandidater nærmere i sømmene, og det var de færreste, der styrkede deres olympiske kandidatur torsdag aften.

Trods sin VM-status som B-nation er Frankrig i lighed med Danmark blandt deltagerne i ishockeyturneringen ved vinter-OL i februar.

Begge hold var uden flere stærke kort fra de nordamerikanske ligaer, og Frankrig slap klart bedst fra de vilkår.

Hjemmeholdet tog teten fra start, og midt i første periode blev Rungsted-keeper David Grubak passeret for første gang, da hans ripost landede lige foran en fransk stav.

Efter en mager dansk første periode lykkedes det at få sat langt flere modangreb ind i anden periode, men på måltavlen blev udfaldet det samme - en periodesejr på 1-0 til Frankrig. 30 sekunder før tid var franskmændene vakse og opfangede en løs puck lige foran det danske mål.

Nick Olesen var tilsyneladende så frustreret, at han havnede i en nævefight på isen med fire sekunder tilbage af perioden. Flere andre spillere fra hvert hold endte med at deltage i optøjerne.

Da periodens sidste sekunder løb af uret, opstod der en ny slåskamp med flere involverede.

Tilskuerne levede sig ind i masseslagsmålet og sendte efterfølgende de danske spillere i omklædningsrummet med en pibekoncert.

Joachim Blichfeld og Christian Wejse fik matchstraf for deres andel af optøjerne, og det samme var tilfældet for to franskmænd. Dertil fulgte også en stribe almindelige udvisninger.

Danmark åbnede tredje periode i overtal, men der var spillet få sekunder, før Frankrig øgede til 3-0. Anders Koch smed pucken væk lige foran Danmarks mål, og det blev straffet.

Med cirka seks minutter tilbage af opgøret opstod kampens positive danske indslag, da Markus Lauridsen hamrede pucken i nettet efter Mathias Baus oplæg.

Danmark spiller yderligere to kampe i miniturneringen. Fredag venter en dyst mod Ungarn, mens Norge er modstanderen lørdag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT