IOC-chef beroliger før vinter-OL: Alt er klar til tiden
IOC-direktør siger, at man nok skal komme i mål med forberedelserne til vinter-OL trods bekymringer undervejs.
Præcis en måned før vinter-OL begynder i Norditalien, nedtoner Den Internationale Olympiske Komités (IOC) administrerende direktør, Christophe Dubi, spekulationerne om, hvorvidt arrangøren når at blive helt klar til eventen.Dubi føler sig overbevist om, at man når i mål med alle forberedelser, selv om der har været bekymringer undervejs.
- Med blot en måned til åbningsceremonien er vi nået til et stadie, hvor alt begynder at falde på plads, lyder det fra Christophe Dubi i et skriftligt svar til nyhedsbureauet AFP.
Forsinkelser har hæmmet forberedelserne på nogle af de olympiske arenaer, der skal bruges ved legene i Milano og Cortina d'Ampezzo. Blandt andet dem, der skal bruges til ishockey, snowboarding og freestyleski.
- De seneste testbegivenheder - hurtigløb på skøjter, ishockey og i weekenden biathlon i Val di Fiemme - har bekræftet, at alt er klar, og har givet os værdifuld information.
- Alt dette styrker vores tro, tilføjer Christophe Dubi.
Der har blandt andet været frygt for, at ishockeyarenaen i Milano ikke kunne nå at blive klar til legene, hvor Danmarks ishockeyherrer deltager.
I optakten til vinter-OL har det også været et tema, om det var muligt at producere nok kunstsne i tide.
Vinter-OL afholdes fra 6. til 22. februar med Milano og Cortina d'Ampezzo som værtsbyer.
/ritzau/AFP
