Højlund får chancen i Lissabon efter matchvinderrolle
To Manchester United-spillere er nye i Danmarks startopstilling i returkampen mod Portugal.
Der er to ændringer i fodboldlandsholdets startopstilling søndag aften i udekampen mod Portugal i Nations Leagues kvartfinaler, hvis man sammenligner med den danske startopstilling i den første kamp torsdag.Rasmus Højlund glider ind på pladsen som spidsangriber på Mika Biereths bekostning. Det fremgår af landstræner Brian Riemers holdkort til returkampen.
Angriberrokaden kommer på bagkant af, Højlund torsdag kom ind og scorede det mål, der har sikret Danmark en 1-0-føring før returkampen. Det var hans første landsholdsmål siden 2023.
På venstre back har landstræneren været tvunget til at ændre sit hold, da Joakim Mæhle efter en stærk præstation torsdag er rejst hjem til sin højgravide kone. Mæhle erstattes af Manchester Uniteds Patrick Dorgu.
De øvrige ni spillere i Danmarks startopstilling har fået genvalg.
Det stemmer også overens med, at landstræneren stiler efter at få samme kampbillede en gang mere, om end han medgiver, at det kan blive svært at forvente lige så mange danske chancer.
Riemer forventer, at portugiserne kommer ud med bulder og brag i jagten på en plads i Nations Leagues Final 4-stævne til juni.
Danmarks startopstilling ser ud som følger (4-3-3):
Kasper Schmeichel - Rasmus Nissen Kristensen, Joachim Andersen, Jannik Vestergaard, Patrick Dorgu - Christian Nørgaard, Morten Hjulmand, Christian Eriksen - Gustav Isaksen, Rasmus Højlund, Jesper Lindstrøm.
Hos portugiserne har landstræner Roberto Martinez lavet tre ændringer i sin startopstilling, efter det første opgør, som han betegnede som et lavpunkt i sin landstrænertid. Han har skiftet ud i det centrale forsvar, på den centrale midtbane og på højre kant.
Den mest prominente tilføjelse til det portugisiske hold er Manchester City-kreatøren Bernardo Silva. Ganske som ventet har landskampsrekordholder Cristiano Ronaldo fået genvalg i holdets angreb.
Returkampen begynder klokken 20.45 dansk tid.
/ritzau/